Anden Sang om Helge Hundingsbane

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Kong Sigmund, Völsungs Sön, havde til Hustru Borghild af Brålund. De kaldte deres Sön Helge op efter Helge Hjörvardsson. Hagal var Helges Fosterfader. Hunding hed en rig Konge; efter ham har Hundland fået sit Navn. Han var en stor Kriger og havde mange Sönner, som vare på Hærtog. Der var Ufred og Fjendskab imellem Kong Hunding og Kong Sigmund, og de dræbte hinandens Slægtninge. Kong Sigmund og hans Ætmænd kaldtes Völsunger og Ylvinger. Helge drog hemmeligt som Spejder til Kong Hundings Hird. Dengang var Kong Hundings Sön Heming hjemme. Men da Helge drog bort, fik han fat på en Hyrde og sagde til ham:

1. 
“Sig du til Heming, 
at Helge mindes 
den brynjeklædte, 
som Kæmper fælded. 
I ulvegrå Kofte 
var han derinde. 
Hunding mente, 
At Hamal det var.”

Hamal var en Sön af Hagal. Kong Hunding sendte Mænd til Hagal at lede efter Helge, og ikke kunde Helge undgå Faren anderledes end ved at tage en Trælkvindes Klædning på og gå hen at male. De ledte og fandt ikke Helge. Da sagde Blind, der kaldtes den snedige:

2. 
“Hvasse Öjne 
har Hagals Terne; 
ej er det Karleæt, 
som ved Kværnen står: 
Stenene revne; 
i Møllen det ryster. 

3. 
Hård er den Lod, 
som Helten har fanget, 
Når Fyrsten skal male 
Byggryn på Mølle, 
For sådan Hånd 
bedre sig sömmer 
Sværdets Hjalte 
end Møllens Sving.”

Hagal svarede og sagde:

4. 
“Ej er det Under, 
om Møllen brager , 
når en kongelig Mø 
Kværnen drejer. 
Höjt over Sky 
svæved hun forhen, 
voved at kæmpe 
som Vikinger bolde. 
Så tog Helge 
hende til Fange. 
Søster hun er 
til Sigar og Högne. 
Bistre Öjne 
har Ylvingemø.”

Helge slap da bort derfra og fór i Leding med Hærskibe. Han fældede Kong Hunding og kaldtes siden Helge Hundingsbane. Han lå med sin Hær i Brunavågerne og øvede der Strandhug; dér åd de råt Kød, Högne hed en Konge; hans Datter var Sigrun. Hun var en Valkyrje og red gennem Luft og Hav. Det var Svåva, som var genfødt. Sigrun red til Helges Skibe og kvad:

5. 
“Hvo lader Skibe 
ved Stranden flyde? 
Hvor monne Heltene; 
Hjemstavn have? 
Hvad vente I på 
i Brunavåger? 
Hvorhen lyster jer 
Farten at vende?” 

Helge. 
6. 
“Hamal lader Skibe 
ved Stranden flyde. 
Hjemstavn eje 
vi på Hlesø; 
på Bør vi vente 
i Brunavåger; 
mod Øst os lyster 
vort Løb at vende.” 

Sigrun. 
7. 
“Hvor har du, Høvding! 
leget Hilds Leg 
og fodret Guns 
Søstres Fugle? 
Hvi er din Brynje 
blodbestænket? 
Hvi æde hjelmklædte Kæmper 
Kødet råt?” 

Helge. 
8. 
“Det Arbejd havde nys 
Ylvingers Ætling 
vesten for Hav, 
– om dig lyster at vide -, 
at jeg Bjørne fanged 
i Bragalund 
og med Sværdsodd mætted 
Örnenes Slægt. 

9. 
Nu ved du, Mø! 
hvad det volder. 
Stegt Kød åd jeg 
sjælden tilsøs.” 

Sigrun. 
10. 
“Drab du forkynder. 
I Kamp mod Helge 
måtte Kong Hunding 
på Marken segne. 
Strid der blev, 
da I Slægtninge hævned, 
og Blodet sprudled 
om Sværdets Egge.” 

Helge. 
11. 
“Hvor vidste du, 
hvem vi monne være 
– du snilde Mø! – 
som Slægtninge hævned? 
Mange stolte 
Sönner af Fyrster 
er så frejdige Kæmper 
som vore Frænder.” 

Sigrun. 
12. 
“Ej var jeg fjærn, 
du Folkets Fører! 
da Fyrsten imorges 
faldt i Kampen. 
Sigmunds Sön 
er snild tilvisse, 
taler i Valruner 
om vilde Kamp. 

13. 
Jeg så dig engang 
på de lange Skibe, 
da du havde Bo 
i blodige Stavne, 
og de kolde Søer 
skylled om Dig. 
Nu vil Fyrsten 
sig for mig dølge, 
men Högnes Datter 
Helge kender.”

Granmar hed en rig Konge, som boede på Svarinshöj. Han havde mange Sönner: den ene hed Hödbrod, den anden Gudmund, den tredje Starkad. Hödbrod var ved et Kongemøde og fæstede sig Sigrun Högnedatter, men da hun spurgte det, så red hun med Valkyrjer gennem Luft og Hav at søge Helge. Dengang var Helge ved Logafjælde og havde kæmpet med Hundings Sönner; der fældede han dengang Alv og Øjolv, Hjörvard og Hervard, og var han hel træt af Kampen og sad under Örnestén; der fandt Sigrun ham og kastede sig om hans Hals og kyssede ham og sagde ham sit Ærinde, som det hedder i det gamle Völsungekvad:

14. 
Sigrun søgte 
den sejrende Helt; 
Helges Hånd 
hun drog med sin höjre; 
hjelmklædte Konge 
med Kys hun hilsed. 
Til Kvinden Helges 
Hu sig vendte. 

15. 
Hun sagde sig elske 
af al sim Sjæl 
Sigmunds Sön, 
för hun ham skued. 

16. 
“For Hær jeg blev 
til Hödbrod fæstet, 
men en anden Høvding 
jeg eje vilde. 
Frænders Vrede, 
Fyrste! jeg skuer, 
siden jeg brød 
min Faders Bud.” 

17. 
Ej talte Högnes 
Datter usandt. 
Helges Elskov 
eje hun vilde. 

Helge. 
18. 
“Ej skal du agte 
Högnes Vrede 
eller din Æts 
onde Hu. 
Hos mig skal du leve, 
du unge Mø! 
Ej må du tro, 
at din Æt mig ængster.”

Da samlede Helge en stor Flåde og drog til Frekastén, men på Havet fik de et Uvær, der truede dem med Undergang. Der kom da Lyn over dem, og der faldt Stråler i Skibet. De så ni Valkyrjer ride i Luften og de kendte Sigrun. Da lagde Stormen sig, og de kom i Behold til Land. Granmars sönner sad på et Bierg; da Skibene sejlede til Landet, Gudmund sprang op på en Hest og red op på Bjerget ved Havnen; da tog Völsungerne Sejlene ind. Da sagde Gudmund:

19. 
“Hvo er den Skjoldung, 
som Skibene styrer 
og sætter det gyldne 
Krigsskjold i Stavnen? 
Ej tykkes til Fred 
det Tog at stunde. 
Over Vikinger skinner 
det røde Skjold.” 

Sinfjötle. 
20. 
“Her kan Hödbrod 
Helge kende, 
Flugtens Hader, 
midt i Flåden. 
Din Æts Eje, 
Fjörsungers Arv, 
har med Vælde 
Fyrsten vundet.” 

Gudmund. 
21. 
Först vi skal 
ved Frekastén 
slutte Forlig 
og om Sagerne tale. 
Tid er det, Hödbrod! 
Hevn at vinde. 
Den svages Lod, 
for længe vi bar.” 

Sinfjötle. 
22. 
“För må du, Gudmund! 
Geder vogte, 
Klavre i Kløfter 
på Klipper bratte 
og føre i Hånd 
en Hasselkæp. 
Det er blidere Lod 
end Sværdets Leg.” 

Helge. 
23. 
Bedre det sömmer 
sig dig, Sinfjötle! 
Kamp at øve 
og Örne at glæde 
end unyttige 
Ord at skifte, 
om end med Had 
Heltene mødes. 

24. 
Ej tykkes mig Granmars 
Sönner gode, 
men Fyrster det sömmer 
sandt at tale. 
Vel man mærked 
i Moinshejm, 
at Mod de ej savne 
til Sværd at svinge; 
raske Helte 
må vel de hedde.”

Gudmund red hjem med Krigsbud; da samlede Granmars Sönner en Hær. Der kom mange Konger; der var Sigruns Fader Högne og hans Sönner Brage og Dag. Der var en stor Kamp, og alle Granmars Sönner faldt og alle deres Høvdinger undtagen Dag Högneson, der fik Fred og svor Völsungerne Eder. Sigrun gik ud på Valpladsen og fandt Hödbrod, som var ved at dø. Hun sagde:

25. 
“Ej skal Sigrun 
fra Sevafjælde, 
i din Arm hvile, 
du vældige Hödbrod! 
Livet er ledet. 
Der er nok af Lig, 
o Granmars Sönner! 
for Grådyrs Skarer.”

Da fandt hun Helge og blev meget glad. Helge sagde:

26. 
“Ej er du mægtig 
i alt, du vise! 
Dog have Nornerne 
noget voldet. 
Her faldt imorges 
ved Frekastén 
Brage og Högne; 
jeg var deres Bane. 

27. 
Men ved Styrklev 
faldt Kong Starkad 
og ved Hlebjerg 
Hrolløgs Sönner. 
Starkad, den vilde 
Helt, jeg skued; 
Kroppen foruden 
Hoved kæmped. 

28. 
Slagne ere 
Slægtninge dine; 
på Jord de ligge; 
Lig er de vordne; 
Skyld har du ikke, 
Din Skæbne det var, 
at du de vældiges 
Strid skulde volde.”

Da græd Sigrun. Han sagde:

29. 
“Trøst du dig, Sigrun! 
Strid har du os voldet. 
Skjoldunger Skæbnen ej böje.” 

Sigrun. 
“Nu ønsker jeg, at de leved, 
hvis Liv er, ledet; 
kunde jeg blot i din Favn mig fjæle.”

Helge tog Sigrun til Ægte, og de havde Sönner med hinanden. Helge var ikke gammel. Dag Högneson offrede til Odin for at få Hevn for sin Fader. Odin lånte Dag sit Spyd. Dag traf sin Måg Helge på det Sted, som hedder Fjöturlund; han gennemborede Helge med Spydet. Der faldt Helge, men Dag red til Sevafjælde og bragte Sigrun den Tidende.

30. 
“Tungt er det mig, Søster! 
Sorg dig at melde. 
Nødig jeg voldte dig 
Kummer, du væne! 
Imorges faldt 
ved Fjöturlund 
den bedste Ædling, 
som Verden ejed. 
Sin Fod han satte 
på Fyrsternes Hals.” 

Sigrun. 
31. 
“Dig skal alle 
Eder ramme, 
de, som til Helge 
du har svoret 
både ved Lynets 
lysende Vande 
og ved Strömmens 
klamme Sten. 

32. 
Ej skride det Skib, 
som under dig skrider, 
om end ønskelig Bør 
efter det følger; 
ej rende den Hest, 
som under. dig render, 
om end du skal fly 
dine Fjender gramme. 

33. 
Ej bide det Sværd, 
som du mon svinge, 
når ej om dit eget 
Hoved det hviner. 
Da var hævnet på dig 
den døde Helge, 
om en Ulv du var 
ude i Skoven, 
uden Ejendom, 
uden Gammen, 
som ej slider anden 
Æde end Lig.” 

Dag. 
34. 
“Gal er du, søster! 
uden Samling, 
du, som byder 
din Broder Vanheld. 
Odin ene 
den Jammer volder; 
hans Runer Fred 
mellem Frænder brød. 

35. 
Dig byder din Broder 
de røde Ringe 
og Vandilsve 
og Vigdale. 
Du og dine Sönner, 
ringsmykkede Søster! 
tage det halve Rige 
til Bod for jer Harm.” 

Sigrun. 
36. 
“På Sevafjælde 
sent og tidlig 
jeg sidder; lidet 
ved Livet jeg glædes, 
hvis ej Lysning fra Kongen 
over Folket kommer, 
hvis ej hurtigt Vigblær, 
den guldbidslede Hest, 
iler hid under Fyrsten, 
så jeg atter ham favner. 

37. 
Så havde Helge 
slaget med Rædsel 
alle Fjender 
og Fjenders Frænder, 
som når for Ulven 
ængstede Geder 
skræmte flygte 
fra Fjældets Stene. 

38. 
Så knejste Helge 
over Heltene alle, 
som den ædle 
Ask over Tjörnen, 
som den stærke Hjort, 
af Duggen stænket, 
der ypperst er 
iblandt alle Dyr. 
Mod Himlen selv 
Hornene skinne.”

En Höj blev kastet efter Helge; men da han kom til Valhal, da bød Odin ham at råde for alt i Forening med sig. Helge sagde:

39. 
“Du skal, Hunding! 
til hver en Mand 
Fodbad berede 
og Flammen tænde, 
Hunde binde 
og Heste vogte, 
give Svinene Foder, 
för at sove du går.”

Sigruns Terne gik om Aftenen ved Helges Höj og så, at Helge red til Höjen med mange Mænd. Ternen sagde:

40. 
“Er det en Svig, 
som at se jeg tykkes, 
eller Ragnarok ? 
– Dødninger ride; 
Heste med hvasse 
Sporer I hugge -. 
Er Hjemlov givet 
de gæve Helte?” 

Helge. 
41. 
“Ej er det Svig, 
som at se du tykkes; 
eller Tidernes Ende, 
skönt os du skuer, 
skönt vore Heste 
med Sporer vi hugge, 
men Hjemlov er givet 
de gæve Helte.”

Ternen gik hjem og sagde til Sigrun:

42. 
“Ud gå du, Sigrun 
fra Sevafjælde! 
om Folkets Hersker 
at finde du lyster. 
Höjen står åben. 
Helge er kommen. 
Sårene bløde; 
Herskeren bad dig, 
at du det strömmende 
Blod vilde stanse.”

Sigrun gik i Höjen til Helge og sagde:

43. 
“Så meget glædes 
jeg nu ved vort Møde, 
som Odins grådige, 
griske Høge, 
når Val de vide 
med varme Brade, 
eller når våde af Dug 
de Dagning skue. 

44. 
Nu vil jeg kysse 
den døde Konge, 
för du den blodige 
Brynje kaster. 
Helge! af Rim 
dit Hår er stivnet; 
med Blod er Helten 
helt bestænket 
og Hænderne klamme 
på Högnes Måg. 
Hvordan skal jeg, du bolde! 
råde Bod derpå?” 

Helge. 
45. 
“Du volder, Sigrun 
fra Sevafjælde! 
at Helge vædes 
af Tårens Væld. 
Hæftig Gråd 
du græder, du guldsmykte, 
solklare Sydmø! 
for at sove du går. 
Som Blod falder Tåren 
på Mandens Bryst, 
klam, fra dit indre, 
med Kummer svanger. 

46. 
Vel skal vi drikke 
den dyre Mjød, 
skönt vi har Liv 
og Lande mistet. 
Ingen Mand skal 
mig beklage, 
om han end sér 
mine sår i Brystet. 
Nu skjules Brude 
bag Höjens Stene; 
Heltenes Diser 
hos Dødninge hvile.”

Sigrun redte en Seng i Höjen:

47. 
“Her har jeg Hvilen 
for Helge beredet, 
uden Kummer, 
du Ylvingeætling! 
I din Favn 
vil jeg sove, Fyrste! 
som om jeg lå 
i den levende Helts.” 

Helge. 
48. 
“Nu er der intet, 
der ej kan ventes 
tidlig og silde 
ved Sevafjælde, 
da du i Arm 
hos den døde sover 
i Höj, du lyse 
Datter af Högne! 
skönt end du lever, 
du ædelbårne! 

49. 
Nu er Tid at ride 
ad rødmende Veje, 
lade den blege Løber 
Luftsti træde. 
Vesten skal jeg være 
for Vindhjelms Bro, 
för Salgovne 
Sejrfolket vækker.”

Helge og hans Folk red nu deres Vej, men Kvinderne gik hjem til deres Bo. Den næste Aften lod Sigrun Ternen holde Vagt ved Höjen, men ved aften, da Sigrun kom til Höjen, da sagde Ternen:

50. 
“Nu var kommen, 
hvis komme han vilde, 
Sigmunds Sön 
fra Odins Sale. 
Håbet om Kongens 
Komme svinder, 
På, Askegrene 
Örne sidde, 
og alle drage 
til Drömmenes Hjerm. 

51. 
Vær ej så gal 
ene at vandre 
til Dødningers Huse, 
du Skjoldungedis! 
Mere mægter 
l Nattens Mörke 
Dødningers Hær 
end ved Dagens Lys.”

Sigrun døde snart af Sorg og Kummer. Det trodes i gamle Dage, at Mænd blev genfødte, men det kaldes nu Kærlingesnak. Helge og Sigrun siges at være genfødte. Han hed da Helge Haddingjaskate og hun Kåra Halvdansdatter, som fortalt er i Kåresangene; og var hun Valkyrje.



Noter:

1. Helge har altså været Vidne til en af sine Slægtninges Drab hos Hunding. 
7. Guns Søstre dvs.: Valkyrjerne; deres Fugle dvs.: Örne og Ravne. 
12. Taler i Valruner dvs.: taler forblommet, i billedlige Udtryk, om Kampen. 
20. Fjörsunger må være et andet Navn for Hundings Slægt. 
21. “Slutte Forlig og om Sagerne tale” er sagt ironisk. Han mener: “kæmpe”
26. Vel er Granmars Sönner døde, men også Sigruns nærmeste. 
49. Salgovne dvs.: Valhals Hane.

Comments are closed.