Brudstykke af en Sang om Sigurd

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Högne. 

1. 
“Hvori har Sigurd 
sig så forsyndet, 
siden du Heltens 
Liv vil have?” 

Gunnar. 

2. 
“Mig har Sigurd 
svoret Eder, 
Eder svoret 
og Lögn var alt. 
Han mig sveg, 
mens han skulde 
alle Eder 
fuldtro holde.” 

Högne. 

5. 
“Brynhild har dig 
i Vrede hidset 
til Uret at göre 
til ondt at volde. 
Ej under hun Gudrun 
det gode Ægteskab, 
og dig hun ej under 
hende selv at eje.” 

4. 
Ulv de stegte, 
Orm de skar, 
af Ulven gav de 
Guthorm at æde, 
förend de mægted 
Mén at volde, 
Hånd at lægge 
på den vise Helt. 

5. 
Dræbt blev Sigurd 
sønden for Rhinen; 
en Ravn fra Træet 
råbte höjt: 
“Atles Sværde 
blive røde på eder; 
svorne Fjender 
skal Drabsmænd slå.” 

6. 
Ude stod Gudrun, 
Gjukes Datter, 
og allerförst 
det Ord hun talte: 
“Hvor er nu Sigurd, 
Mændenes Styrer, 
siden mine Frænder 
forrest ride?” 

7. 
Högne ene 
hende svared: 
“Med Sværd vi hugged 
Sigurd sönder. 
Gråhingsten hælder 
over død Drot sit Hoved.” 

8. 
Da sagde Brynhild, 
Budles Datter: 
“Vel skal I nyde 
Våben og Lande. 
Ene vilde Sigurd 
for alting råde, 
om lidt længer 
han levet havde. 

9. 
Ej det sig sömmed, 
at så han råded 
for Gjukes Arv 
og for Goters Folk, 
da Gjuke er Fader 
til Sönner fem, 
kamplystne Helte, 
som Hær kan føre.” 

10. 
Da lo Brynhild 
– det lød gennem Hallen -, 
engang lo hun af al sin Hu: 
“Længe skal I herske 
over Land og Folk, 
da Heltekongen 
I fældet har.” 

11. 
Da sagde Gudrun, 
Gjukes datter: 
“Forvist du taler 
om store Ting. 
Ve over Gunnar, 
som Drabet voldte. 
Hadefuld Hu 
skal Hævn vel finde.” 

12. 
Sent var det på Aften; 
meget øl var drukket, 
og munter Tale 
havde Mændene ført. 
Alle faldt i søvn, 
da i Seng de kom; 
Gunnar ene 
blandt alle våged. 

13. 
Med Fod han stamped; 
med sig selv han talte. 
Derpå grunded 
den sejrrige Drot, 
hvad på Træet 
varslet havde 
Ravn og Örn, 
da hjem de red. 

14. 
Da vågned Brynhild, 
Budles Datter, 
den Skjoldungedis, 
lidt för Dag: 
“Hidser mig eller hindrer mig 
– Harm er her voldet – 
til min Sorg at skjule 
eller at sige den ud.” 

15. 
Alle tav de 
til sådant Ord. 
Få kunde fatte 
Kvindens Færd, 
da hun med Gråd 
om den Gerning talte, 
hvortil hun leende 
Heltene drev. 

Brynhild. 

16. 
“Onde Drömme jeg så 
i Sövne, Gunnar! 
Koldt var det i Sal, 
kold var min Seng, 
og du, min Fyrste! 
rider uden Fryd 
fængslet med Lænke 
i Fjendeskare. 
Så skal alle 
af Nivlungers Æt 
kraftløst ende. 
Edbrydere er I. 

17. 
Ej mindes du, Gunnar! 
for vel den Gang, 
da I begge blanded 
jert Blod i Sporet. 
Nu har du for alt 
ham ilde lönnet, 
da den förste han vilde 
blandt alle være. 

18. 
Dengang sås det, 
da han dristig 
red til mig 
for mig at begære, 
hvordan Hærens Øder 
forhen havde 
holdt sin Ed 
til den unge Konge. 

19. 
Den ædle Konge 
guldprydet Klinge 
på Lejet mellem 
os begge lagde. 
Eggene vare dannede 
i Ild foruden; 
forinden var de hærdede 
med Edderdråber.”

I denne Sang er der fortalt om Sigurds Død, og her går det således til, som om de dræbte ham ude, men nogle sige, at de dræbte ham inde, sovende i sin Seng. Men de tyske Mænd sige, at de dræbte ham ude i Skoven, og således fortælles det i den gamle Sang om Gudrun, at Sigurd og Gjukes Sönner vare redne til Things, da han blev dræbt. Men det sige alle enstemmigt, at de sveg ham, da han intet anede, og sloge ham, da han lå og ikke havde sine Våben.



Noter:

4. Eller efter en anden Tekst:

Somme tog Orme, 
somme skar Ulvelig, 
somme gav Guthorm 
Kød af Gråben, 
dertil Mundgodt 
og meget andet -.

4. Gunnar og Högne hidse deres Broder Guthorm til at dræbe Sigurd. 
17. – blanded Blod i Sporet dvs.: slutted Fostbroderskab.

Comments are closed.