Den anden eller den gamle Sang om Gudrun

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Kong Thjodrek var hos Atle og havde der mistet så godt som alle sine Mænd. Thjodrek og Gudrun klagede indbyrdes deres Sag for hinanden. Hun kvad og sagde til ham:

1. 
“Mø jeg var. 
Min ædle Moder 
i Bure mig fostred. 
Mine Brødre jeg elsked, 
indtil Gjuke 
med Guld mig pryded, 
med Guld mig pryded 
og gav mig til Sigurd. 

2. 
Sådan var Sigurd 
blandt Gjukes Sönner, 
som det grönne Løg, 
der over Græsset vokser , 
som höjbenet Hjort 
over de hurtige Dyr, 
som glorødt Guld 
over Sølvet det grå. 

3. 
Ej mine Brødre 
monne mig unde, 
at jeg ejed en Mand, 
der var ypperst af alle. 
Ej kunde de sove 
og om Sager tale, 
för de fik Sigurd 
slagen til Døde. 

4. 
Grane løb til Thinge. 
Et Gny blev hørt. 
Ej kom Sigurd 
Selv til Møde. 
Stænkede med Blod 
var de sadlede Heste; 
mødige var de redne 
under Morderne. 

5. 
Grædende gik jeg 
med Grane at tale, 
våd om Kind, 
vilde alting vide, 
Grane sænked 
sit Hoved mod Græsset. 
Hesten vidste, 
at dens Herre ej leved. 

6. 
Længe var jeg rådvild, 
længe jeg tvivled, 
för jeg Folkets Herre 
om Helten spurgte. 

7. 
Gunnar sit Hoved 
sænked, men Högne 
meldte om Sigurds 
svare Drab: 
“Fældet ligger 
hinsides Floden 
Guthorms Bane, 
givet til Ulve. 

8. 
Sög du efter Sigurd 
på søndre Veje; 
ret skal du da høre 
Ravne skrige, 
Örne skrige, 
glade ved Æde, 
Ulve tude 
om din Ægtemands Lig.” 

9. 
“Hvi vil du, Högne! 
sådan Harm 
sige til mig 
sörgende Kvinde? 
Gid Ravne slide 
dit Hjerte sønder 
vidt over Lande, 
så du ej lever blandt Mænd.” 

10. 
Da sagde Högne 
– kun den Gang gjorde 
den store Sorg 
ham gram i sind -: 
“Det volder dig, Gudrun! 
end mere Gråd, 
når Ravne slide 
mit Hjerte sønder.” 

11. 
Ene gik jeg bort, 
da vi Ord havde skiftet, 
at samle, hvad Ulve 
i Skoven levned. 
Ej jeg hulked, 
ej slog jeg med Hænder, 
ej jeg jamred 
som andre Kvinder, 
da i Kval jeg sad 
over Sigurds Lig. 

12. 
Natten mig tyktes 
mörk som Næ, 
da jeg sörgende 
sad over Sigurd. 
Ulvene tyktes mig 
allerbedst, 
om det dem lysted 
mit Liv at røve. 
Gid jeg var brændt 
som Birkens Ved. 

13. 
Fra Fjældet jeg fór 
fem samfulde Dage, 
til jeg kendte Halvs 
höje Hal. 
Der sad jeg med Thora 
i Halvår syv, 
hist i Danmark, 
hos Hakons Datter. 

14. 
Med Guld hun syede 
mig til Gammen 
sydlandske Sale 
og danske Svaner. 
Vi syede med Kunst, 
hvordan Kæmperne leged; 
med Nål vi maled 
Kongens Mænd, 

15. 
røde Skjolde, 
Sværdenes Svingere, 
hjelmdækte Huner, 
Heltens Følge. 
Sigmunds Skibe 
skred fra Lande. 
Guldhoveder stod 
på udskårne Stavne. 

16. 
På Tæppe vi syed 
de tappres Kamp, 
Sigars og Siggejrs, 
sønder i Fyen. 
Da spurgte Grimhild, 
den gotiske Kvinde, 
hvad jeg havde 
for Tanker i Hu. 

17. 
Sin væv hun kasted 
og kaldte sine Sönner; 
med ivrig Hast 
hun spurgte dem alle, 
hvo der vilde til Søstren 
for Sönnen bøde 
eller for den slagne 
Sigurd give Bod. 

18. 
Gerne Gunnar 
Guld vilde give; 
Högne vilde Bod 
for Brøden byde. 
Grimhild spurgte, 
hvo der vilde gå 
Ganger at sadle, 
Vogn at styre, 
(Hest at ride, 
med Høg at jage, 
Pile at skyde 
fra spændig Bue). 

19. 
Valdar den danske, 
dertil Jarislev 
og endnu Ejmod 
og. Jarisskare 
skred da ind 
som Konger at skue. 
Langbards Kæmper 
havde røde Kjortler, 
smykkede Brynjer, 
støbte Hjælme, 
Sværd ved Lænd, 
lysbrunt Hår. 

20. 
Da monne de byde mig 
dyre Smykker, 
dyre Smykker 
og smigrende Ord, 
om jeg vilde give dem 
Fred og Glemsel, 
af al min Sorg, 
men jeg trode dem ej. 

21. 
Grimhild bød mig 
det fulde Bæger. 
Det var koldt og bittert. 
Da glemte jeg min Kummer. 
Drikken var øget 
med Jordens Urkraft, 
med iskold Sø 
og med sonende Blod. 

22. 
Ristede i Hornet 
var alskens Runer; 
røde var de, 
ej kunde jeg dem råde: 
den lange Lyngorm 
fra Haddingers Land, 
uskåret Ax, 
Udyrs Tarme. 

23. 
Meget ondt 
var i det Øl, 
al Slags Plantesaft, 
brændte Agern, 
Sod fra Arnen, 
vaskede Indvolde, 
kogt Lever af Svin 
for Strid at dysse. 

24. 
Af Bægret jeg drak, 
og brat jeg glemte 
i Salen Fyrsten. 
som var segnet for Jernet. 
Trende Konger 
for mig knælte, 
og Grimhild til mig 
sådan talte: 

25. 
“Jeg giver dig, Gudrun! 
Guld at tage 
og fuldtop af Gods 
efter din Faders Død; 
røde Ringe, 
rige Tæpper . 
og Hlödves Haller 
efter den faldne Helt, 

26. 
hunske Kvinder, 
som kunstigt væve 
og virke fagert i Guld, 
så at det Gammen dig tykkes. 
Ene skal du råde 
for Budles Rigdom; 
prydet med Guld 
skal du gives til Atle.” 

27. 
“Ej jeg agter 
en Mand at ægte, 
ej heller Brynhilds 
Broder at eje. 
Ej sömmer det mig 
med Budles Sön 
Ætten at øge 
og Livet at elske.” 

Grimhild. 
28. 
“Ej må du gengælde 
ondt med ondt, 
skönt vi Ve 
voldet dig have. 
Lad du nu, 
som om begge leved, 
Sigurd og Sigmund, 
når Sönner du føder.” 

29. 
“Ej kan jeg, Grimhild! 
juble i Glæde 
eller håbe atter 
en Helt at ægte, 
siden Ligenes Æder, 
Ulven, og Ravnen 
grådig suged 
Sigurds Hjerteblod.” 

Grimhild. 
30. 
“Den ædleste i Slægt 
af alle Konger, 
den ypperste Fyrste 
har jeg fundet. 
Ham skal du eje 
til Livets Ende, 
men mandløs være, 
hvis du dig vægrer.” 

31. 
“Ej skal du byde 
mig så ivrigt 
sådan Slægt, 
som er svanger med Men. 
Atle vil Gunnar 
med ondt forfølge 
og udrive Helten 
Högnes Hjerte. 
Ilter han 
til Sværdlegen iler, 
men ej jeg helmer, 
för hans Liv jeg øder.” 

32. 
Grædende tog 
Grimhild til Orde 
(hun tænkte på Sönnernes 
tunge Skæbne, 
på ondt, som skulde 
hendes Afkom ramme): 

33. 
“Lande jeg dig giver 
og gæve Mænds Følge, 
Vinbjörg og Valbjörg, 
om så du vil. 
Til din Død du det eje 
med Glæde, min Datter.” 

34. 
“Så vil jeg kåre 
denne Konge 
efter eders Råd; 
skönt ej jeg det önsker. 
Ej får jeg Glæde 
af Ægtemanden; 
mine Brødres Skæbne 
vil ej Börnene frelse.” 

35. 
Siden sås Mænd 
tilhest at sidde; 
de vælske Kvinder 
løftes på Vogne. 
Syv Dage red vi 
gennem Landet det svale; 
syv Dage Havets 
Bølger vi sloge; 
i de fölgende syv 
op i Landet vi steg. 

36. 
Brat monne Vogterne 
på Borgen den höje 
lukke Gitteret op, 
for i Gården vi red. 

— — — 

37. 
Atle mig vakte; 
jeg tyktes mig Være 
tung i Sind 
over Slægtninges Død. 

Atle. 
38. 
“Nys mig vække 
Norner af Sövne;” 
(om den onde Spådom 
spörge han mig vilde) 
“du tyktes mig, Gudrun, 
Gjukes Datter! 
et forgiftet Sværd 
i mit Hjerte at støde.” 

39. 
“Ild det betyder, 
når om Jern man drömmer, 
Overmod og Vellyst, 
når om Kvindes Vrede. 
For det onde skal jeg 
ved Ild dig helbrede, 
lindre og læge, 
om end led du mig er.” 

Atle. 
40. 
“Mig tyktes i Gården 
de voksne Grene 
at ligge på Jorden 
(lidet det mig hued), 
revne op med Rode, 
røde af Blod. 
De bares hen på Bænkene; 
man bød mig dem tygge 

41. 
Mig tyktes Høgene 
mig af Hænde at flyve: 
Æde de ej havde; 
til Helhejm de flöj. 
Jeg tyktes mig deres Hjerter 
med Honning at tygge; 
af Blod de svulmed. 
Borg var i mit Sind. 

42. 
Mig tyktes Hundene 
mig af Hænde at fare. 
Ej gøede de höjt, 
men hyled ilde. 
Mig tyktes, deres Legem 
til Lig var vordet. 
Nødtvungen Lig 
nyde jeg måtte.” 

43. 
“Mænd skal om Fangst 
af Fiske tale; 
Hvidlingers Hoved 
hugge de af. 
Lidt for Dag 
deres Dræt de fortære, 
men med få Nætters 
Frist skal de dø.” 

Atle. 
44. 
“Så tyktes jeg mig at ligge 
trodsig på Lejet. 
Ej vilde jeg sove. 
Det mindes jeg vel.”



Noter:

14. Svaner. Dermed menes vel Skibe. 
18. De fire sidste Linjer ere måske fejlagtig indsatte her. 
25. Hlödves Rigdom var i Gjukungernes Eje. 
43. Atles Drömme indeholde et Varsel om den Død, der vil blive hans Sönner til Del. Gudrun søger ved dunkle Tydninger at lede hans Tanke andetsteds hen. 
43. Dette Vers er kun et Brudstykke. Atle fortæller endnu en Dröm.

Comments are closed.