Förste Sang om Gudrun

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Gudrun sad over den døde Sigurd; hun græd ikke som andre Kvinder, men hun var nærved at briste af Græmmelse. Både Kvinder og Mænd kom for at trøste hende, men det var ikke let. Det fortælles, at Gudrun havde spist af Fåvnes Hjerte, og hun forstod derfor Fugletale. Dette er, endnu sunget om Gudrun:

1. 
Dengang var Gudrun 
beredt til Døden, 
da sorgfuld hun sad 
over Sigurds Lig. 
Ej sad hun og græd 
og med Hænder slog; 
ej hun klynked 
som andre Kvinder. 

2. 
Kloge Jarler 
til hende kom, 
varligt de böjed 
den hårde Vilje. 
Dog kunde Gudrun 
ikke græde; 
så hun sörged, 
som om briste hun skulde. 

3. 
Hos sad Jarlers 
ædle Hustruer, 
smykkede med Guld, 
ved Gudruns Side. 
Hver af dem sagde 
sin egen Sorg, 
den bitreste, som hun 
båret havde. 

4. 
Da sagde Gjavløg, 
Gjukes Søster: 
“Blandt Folk over Mulde 
er jeg fattigst på Glæde. 
Fem Mænd jeg så 
i Døden segne, 
tvende Døttre, 
trende Søstre, 
otte Brødre. 
Jeg ene lever.” 

5. 
Dog kunde Gudrun 
ikke græde; 
Så mod var hun i Hu 
over den døde Mand, 
så fuld af smerte 
ved Fyrstens Ligfærd. 

6. 
Da sagde Herborg, 
Hunelands Dronning: 
“Jeg har en hårdere 
Harm at fortælle. 
Fjærnt i Sønden 
mine syv Sönner 
faldt på Val 
med deres Fader. 

7. 
Med Fader og Moder 
og fire Brødre 
leged Vinden 
på Havets Vove; 
Bølgen slog 
mod Skibets Planker. 

8. 
Selv skulde jeg dem smykke, 
selv dem begrave, 
og selv for deres 
Helfart sörge, 
Alt det jeg led 
I et eneste År, 
og ingen talte 
et Ord til Trøst. 

9. 
Siden jeg blev 
i det samme År 
fanget i Krig 
og kastet i Lænker. 
Hver en Morgen 
måtte jeg Hersens 
Hustru smykke 
og Skoene binde. 

10. 
Skinsyg var hun 
og skrapt mig trued, 
og med hårde 
Hug hun slog mig. 
Aldrig så, jeg 
en ædlere Herre, 
og aldrig fandt jeg 
en værre Frue.” 

11. 
Dog kunde Gudrun 
ikke græde, 
så mod var hun i Hu 
over den døde Mand, 
så fuld af Smerte 
ved Fyrstens Ligfærd. 

12. 
Da sagde Gullrönd, 
Gjukes Datter: 
“Ej du mægter, 
Fostermoder! 
skönt vis du er, 
den unge Viv at trøste.” 
Ej lod hun tilhylle 
Fyrstens Lig. 

13. 
Lagnet strøg hun 
af Sigurds Legem, 
vendte hans Kind 
mod Gudruns Knæ: 
“Se på din Elskte; 
læg din Mund til hans Skæg, 
som om du favnede 
Fyrsten i Live.” 

14. 
Én Gang Gudrun 
end ham skued, 
så Blodet, som Herskerens 
Har mon væde, 
Fyrstens strålende 
Öjne slukte, 
Kongens Bryst 
af Sværdet kløvet. 

15. 
Gudrun tilbage 
på Bolsteret segned, 
Lokkerne løstes, 
Kinden rødmed, 
Tårer som Regn 
randt over Knæ, 

16. 
Da græd Gudrun, 
Gjukes Datter, 
så Tårerne løb 
fra Öjets Låg; 
Gæssene skreg 
dertil fra Gården, 
de ædle Fugle, 
som Møen ejed. 

17. 
Da sagde Gullrönd, 
Gjukes Datter; 
“Eders var den störste 
Elskov, jeg så 
blandt alle Mennesker 
oven Mulde. 
Intet dig glæded 
ude eller inde, 
Søster min! 
når ej hos Sigurd du var.” 

18. 
Da sagde Gudrun, 
Gjukes Datter: 
“så var min Sigurd 
blandt Gjukes Sönner, 
som Løget, der gror 
op over Græsset, 
eller den blinkende Sten, 
der drages på Bånd, 
som Ædelsten 
over Ædlinges Skare. 

19. 
Jeg monne Kongens 
Kæmper tykkes 
herligere end alle 
Herjans Diser. 
Nu er jeg så liden, 
som Løvet er 
på Buskene ofte, 
thi den ædle er død. 

20. 
For Borde jeg savner, 
i Seng jeg savner 
min fuldtro Fælle. 
Gjukes Sönner, 
Gjukes Sönner 
volde min Ve, 
volde deres Søsters 
sorgfulde Gråd. 

21. 
Folkets Land 
I lægge øde, 
thi ej I holdt 
de Svorne Eder. 
Ej skal du, Gunnar! 
Guldet nyde; 
Ringene vil 
dig Bane volde, 
siden du Sigurd 
Eder Svor. 

22. 
Ofte var Glæden 
större i Gårde, 
da min Sigurd 
sadlede Grane, 
og da de fore 
til Brynhild at fri, 
den usalige Kvind, 
i Ulykkesstund.” 

23. 
Da sagde Brynhild, 
Budles Datter: 
“Aldrig hun Mand 
og Börn skal eje, 
som dig, Gudrun! 
bød at græde 
og dig imorges 
Målruner gav.” 

24. 
Da sagde Gullrönd, 
Gjukes Datter: 
“Ti, farhadte! 
med sådan Tale. 
Ædlingers Norne 
har altid du været. 
Alle dig sky, 
du Ulykkebringer! 
syv Kongers 
Sorgforvolder! 
Mangen Kvindes 
Mand du fælded.” 

25. 
Da sagde Brynhild, 
Budles Datter: 
“Atle volder 
al den Vånde, 
Budles Sön, 
rnin egen Broder. 

26. 
Da vi i Hallen 
hos Hunefolket 
så Slangelejets Ild 
på Kongen skinne, – 
for det Syn 
har jeg bødet siden; 
altid det for 
mit Öje stod.” 

27. 
Ved Söjlen hun stod. 
Sin Styrke hun sarnled. 
Edder hun fnyste; 
Ild i Öje 
Brændte på Brynhild, 
Budles Datter, 
da hun skuede 
Sigurds sår.

Gudrun gik bort derfra til Skoven på ødemarkerne og drog helt til Danmark og var der i syv Halvår hos Thora Hakonsdatter. Brynhild vilde ikke leve efter Sigurd; hun lod sine otte Trælle og fem Trælkvinder dræbe; så gav hun sig Banesar med et Sværd, således som det fortælles i den korte Sang om Sigurd.



Noter:

2. De böjede varligt den hårde Vilje, dvs.: at hun ikke dræbte sig selv. 
23. Brynhild taler om Gullrönd, som trøstede Gudrun för. 
26. Slangelejets lId, dvs.: Guldet. – Atle havde drevet Brynhild til at gifte sig med Gunnar.

Comments are closed.