Förste Sang om Helge Hundingsbane

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

1. 
Årle var det i Tiderne, 
da Örnene skrege; 
hellige Vande randt 
fra Himmelfjælde. 
Da havde Borghild 
i Brålund blåret 
Sönnen Helge, 
den höjsindede Helt. 

2. 
Nat blev det i By; 
Norner kom; 
Ædlingens Skæbne 
råde de skulde. 
Vidspurgt Hersker 
bød de ham vorde 
og tykkes den förste 
blandt Fyrster alle. 

3. 
Da monne i Brålund 
Borge brydes; 
mægtige Møer tvandt 
Skæbnens Tråde. 
Udslagne Guldbånd 
de ordned med Snille, 
fæsted dem midt 
under Måne-Sal. 

4. 
Fra Öst til Vest 
udspændte de Båndet, 
gave alt det Land 
i Ædlingens Eje. 
Mod Nord en Kæde 
Nornen slynged: 
evig bød hun 
det Bånd at holde. 

5. 
Én Ting ængstede 
Ylvingers Ætling, 
ængstede Borghild, 
som Barnet fødte: 
Ravn kvad til Ravn 
i det höje Træ 
– Æde de vented -: 
“Jeg véd noget. 

6. 
Sigmunds Sön 
stander i Brynje, 
én Dag gammel. 
Dagen er kommen. 
Hvast han skuer 
som Kampens vældige. 
Han er Ulvenes Ven, 
en Vellyst for Ravne.” 

7. 
Herlig tyktes 
Helten at være; 
gode År 
Guderne sendte. 
Selv gik Kongen 
fra Kampens Bulder 
med helligt Løg 
til den unge Helt. 

8. 
Helge han kaldte ham, 
skænked ham Hringsted, 
Solfjæld, Snefjæld, 
Sigersvange, 
Hringsted, Håtun, 
Himinvange 
og et prægtigt Sværd 
til Sinfjötles Broder. 

9. 
Væn blandt Venner 
monne han vokse, 
den ædle Yngling, 
yndig at skue. 
Med gylden Gave 
gæve han lönned; 
stormodig Fyrste 
på Skatten ei spared. 

10. 
Ej længe Kongen 
at kæmpe tøved. 
Da femten Vintre 
Helten fyldte, 
blev han den hårde, 
Hundings Bane, 
som længe råded 
for Land og Mænd. 

11. 
Siden kræved 
Hundings Sönner 
Skat og Ringe 
af Sigmunds Ætling, 
fordrede Bod 
for slagen Fader 
og alt det Gods, 
den gæve raned. 

12. 
Ej Drabet at sone 
Fyrsten agted 
eller til Slægten 
for Slag at bøde, 
Heller han stævned 
til stålgrå Landsers 
vældige Uvær, 
til Odins Vrede. 

13. 
Folkenes Styrere 
stævne til Sværdkamp, 
drage af Lande 
til Logafjælde, 
Frodes Fred 
mellem Fjender brødes; 
Vidris Hunde 
Til Valplads ile. 

14. 
Under Örnesten 
Ædlingen sad. 
Ulv og Øjolv 
havde han fældet, 
Hjörvard og Havard, 
Hundings Sönner 
Heden var faret 
Heltens Slægt. 

15. 
Over Logafjælde 
brat det lysned; 
ud af Lysningen 
Lynglimt fore. 
Hjelmklædte Kvinder 
over Himlen rede; 
Brynjer de bare 
blodbestænkte; 
blanke Stråler 
fra Spydsodd stod. 

16. 
Fluks da spurgte 
Folkenes Fører 
mellem Ulves Skarer 
Diser fra Sønden: 
om vel i Natten 
hjem de vilde 
med Helte drage. 
Landserne döned. 

17. 
Men fra Hesten 
Högnes Datter 
– Gnyet forstummed – 
til Kongen sagde: 
“Andet Arbejd 
vi tykkes mig have 
end med Ringbryder 
Öl at drikke. 

18. 
Til den grumme 
Sön af Granmar 
Har min Fader 
sin Datter fæstet. 
Jeg har, Helge! 
skældet Hödbrod, 
den stolte Konge, 
Sön af en Kat. 

19. 
Om få Nætter 
Fyrsten kommer, 
hvis ej du ham viser 
til Valens Stævne 
eller fra den mægtige 
Møen røver.” 

Helge. 
20. 
“Ikke du frygte 
Isungs Bane. 
För vil med Fjender jeg kæmpe, 
hvis ej Döden mig kalder.” 

21. 
Sendte den mægtige 
Sendebud deden 
gennem Land, over Hav, 
til Leding at byde. 
Meget Guld han 
Mændene skænked; 
Havets Glans 
han gav deres Sönner. 

22. 
“Byd dem i Skynding 
til Skibene gange, 
möde fra Brandø 
i Brynje klædte.” 
Der tøved Fyrsten. 
Didhen droge 
utallige Helte 
fra Hedins Ø. 

23. 
Hist fra Strande 
og fra Stævnsnæs 
Hærskibe skrede 
skinnende af Guld. 
Helge spurgte 
Hjörvard så: 
“Véd du de kække 
Kæmpers Tal?” 

24. 
Tog den unge 
Konning til Orde: 
“Sént var det at tælle 
langstavnede Skibe. 
Fra Traneøre 
ad Örvasund 
stod de til Land 
med Mænd i Stavne, 

25. 
tolv Gange hundred 
trofaste Mænd. 
Dog er i Håtun 
Hælvten flere 
af Kongens Kæmper. 
Til Kamp er vi vant.” 

26. 
Brat monnee Styreren 
Stavntjældet løsne, 
så at de vakre 
Helte vågned, 
og djærve Kæmper 
Daggry skued. 
Sejlene hejste 
Höjt i Mast 
Hövdingers Flok 
i Varins Fjord.” 

27. 
Årerne larmed, 
Jernet gnyed, 
Skjold runged mod Skjold, 
Vikinger roede. 
Skummende stævned 
under Ædlinges Skare 
Fyrstens Flåde 
fjærnt fra Land. 

28. 
Så var det at høre 
da sammen kom 
de lange Køle 
med Kolgas Søster, 
ret som om Bjerge 
og Brænding brødes. 

29. 
Höjere bød Helge 
Sejl at hejse. 
Hans Mænd ej svigted 
i Bølgernes Møde, 
da Gud Øges 
gramme Datter 
trued at styrte 
den stolte Rejsning. 

30. 
Men over Vandene 
Sigrun værned, 
den mandige Mø, 
om Mændenes Rejse. 
Ran af Hænde 
rev hun med Vælde 
Fyrstens Södyr 
ved Gnipalund, 

31. 
Ved Aften lå han 
i Unavåg; 
den fagre FIåde 
flad på Bølge. 
Fra Svarinshöj 
Fyrsterne selv 
med Harme i Hu 
Hæren skued, 

32. 
Spurgte da Gudmund, 
den gudbårne Hersker: 
“Hvo er den Fyrste, 
som Folket styrer 
og Fjenders Flok 
til Landet fører?” 

33. 
Sinfjötle svared 
– i Rå han hejste 
det røde Skjold 
med gylden Rand. 
En Vogter var der, 
som vidste at tale 
og med Ædlinge 
Ord at skifte -: 

34. 
“Sig du iaften, 
når Svin du fodrer 
og lokker Tæver 
til Ædetruget, 
at Ylvinger ere 
fra Østen komne, 
fra Gnipalund. 
Til Kamp de længes. 

35. 
Der monne Hödbrod 
Helge finde 
midt i Flåden; 
Flugt han ej kender. 
Ofte har han 
mættet Örne, 
mens du ved Kværnen 
Trælkvinder kyssed.” 

Gudmund. 
36. 
“Lidet til Fortids 
Frasagn du kender, 
usandt taler 
om ædle Helte. 
Du har dig kvæget 
ved Ulves Kost, 
Brödrene dine 
Bane voldet. 
Med svale Mund 
Sår du suged, 
da i Hulen du leved, 
led for alle.” 

Sinfjötle. 
37. 
“En Vølve du var 
på Varins Ø; 
listige Kvinde! 
Lögn du taled. 
Ingen Mand, 
ej brynjeklædt Høvding 
eje du vilde 
uden Sinfjötle. 

38. 
Ulykkebringer 
Ond og led, 
vild Valkyrje 
var du i Valhal. 
Snart du voldte, 
snedige Kvinde! 
at alle Ejnherjer 
om dig kæmped. 

39. 
På Sågas Næs 
ni Börn vi havde. 
Ulve vi avled; 
deres Fader var jeg.” 

Gudmund. 
40. 
“Ej var du Fader 
til Fenrisulve, 
de ældste af alle, 
om jeg mindes, 
siden dig gilded 
ved Gnipalund 
Thursekvinder 
på Thorsnæs Strand. 

41. 
Du var Siggejrs Stedsön. 
I Skov derude 
til Ulvehyl vant 
bagVæg du lured. 
Alle Ulykker 
over dig kom, 
da i Broders Bryst 
dit Sværd du bored. 
Berømt er du vorden 
ved Nidingsværk.” 

Sinfjötle. 
42. 
“Du var Hranes Brud 
på Bråvallahede; 
guldbidslet var du, 
gæv til at rende. 
I mangt et Løb 
red jeg dig mat. 
Under Sadlen du stönned 
på bratte Skrænter.” 

Gudmund. 
43. 
“En uselig Svend 
forsand du tyktes, 
dengang du Gullnes 
Geder malked. 
En anden Gang var du 
en Jættetøs 
i Pjalter hyllet. 
Vil mere du höre?” 

Sinfjötle. 
44. 
“För jeg vilde 
ved Frekastén 
give dit Ådsel 
til Ravne at æde 
end lokke jere Tæver 
til Ædetruget 
eller fodre Galte. – 
Til lede Vætter du gå!” 

Helge. 
45. 
“Bedre det sömmed 
sig eder, Sinfjötle! 
Kamp at øve 
og Örne at glæde, 
end med unyttige 
Ord at kives, 
om end med Had 
Herskerne mødes. 

46. 
Ej tykkes mig Granmars 
Sönner gode, 
men Fyrster det sömmer 
sandt at tale. 
Vel man mærked i Moinshejm, 
at Mod de ej savne 
til Sværd at svinge.” 

47. 
Bud de sendte, 
bød dem at ile. 
Svipud og Svegjod 
til Solhejm fore 
gennem duggede Dale, 
over disige Höje, 
Tågede Marker skalv 
under Mændenes Ridt. 

48. 
Ved Kongsgårdens Led 
Kongen de mødte, 
forkyndte Fyrsten 
Fjendernes Komme. 
Ude stod Hödbrod 
hjelmbedækket; 
så han da 
sine Slægtninge ride: 
“Hvi skue Nivlunger 
vredt af Åsyn?” 

49. 
“Hurtige Snekker 
ved Strand sig vugge, 
ringbærende Hjorte 
og lange Rær, 
utallige Skjolde 
og glatte Årer, 
Fyrstens glimrende Hær, 
glade Ylvinger. 

50. 
Femten Skarer 
stige i Land; 
dog ligge syvtusind 
i Söen derude. 
I Havnene ligge 
for Gnipalund 
blåsorte Sødyr, 
smykkede med Guld. 
På dem er de fleste 
af deres Folk. 
Nu stævner Helge 
til Sværdenes Thing.” 

Hödbrod. 
51. 
“Lad de bidslede Heste 
hurtigt ile; 
styrer til Thinge, 
hvor Konger samles; 
Sporvitne skal ile 
til Sparinshede, 
Melne og Mylne 
ad Myrkvid til. 
Ingen Mand 
må sidde inde, 
som Sårets Lue 
forstår at svinge. 

52. 
Byde I Högne 
og Hrings Sönner, 
Atle og Yngve, 
Alv den gamle! 
Gerne de Kæmper 
Kamp vil öve. 
Gæve Fjender 
skal Völsunger få.” 

53. 
Da blev der et Brag, 
da blege Lanser 
sammen törned 
ved Frekastén. 
Altid var Helge 
Hundingsbane 
först i Flokken, 
hvor Fjender kæmped. 
Til Kamp han iled; 
Flugt han ej ænsed; 
så hårdt et Hjerte 
den Fyrste havde. 

54. 
Fra Himlen kom 
de hjelmklædte Møer, 
som værned om Kongen 
-Våbengny voksed -. 
Da talte Sigrun 
– höjt hun svæved – 
Ulven åd 
af Ravnens Æde -: 

55. 
“Hil Dig, Hövding! 
Over Mænd du herske, 
Yngves Ætling! 
og livet du nyde, 
da fældet du har 
Flugtens Hader, 
Kongen, der voldte 
Kæmpens Død. 

56. 
Dig anstår det, Fyrste! 
alt at eje, 
de røde Ringe 
og den rige Mø. 
Hil dig, du bolde! 
Nyde du både 
Högnes Datter 
og dertil Hringsted, 
Sejr og Lande. 
Så, endtes Kampen.”



Noter:

4. De udspændte Bånd betegne Udstrækningen af de Riger, som Skæbnen bestemte Helge. 
5. Ylvingers Ætting dvs.: Sigmund, Helges Fader. 
7. Løgets Overrækkelse var en Symbolsk Handling. som man i Oldtiden foretog, når man overdrog Grundejendom fra Hånd til Hånd. 
8. Sinfjötle var Sigmunds ældre Sön. 
13. Vidris Hunde dvs.: Odins Hunde, Ulvene. 
17. Ringbryder kaldes den gavmilde Konge, der uddeler af sine Skatte. 
26. Skibsteltene tages af Helges Skibe. 
28, Kolga er Datter af Øge. Kolgas Søster er Bølgen. 
30. Ran – Havgudinden 
47. Svipud og Svegjod ere Navne på Heste. 
49. Ringbærende Hjorte dvs.: Masterne. 
51. Sårets Lue dvs.: Sværdet. 
55. Den Kæmpe, Hödbrod havde fældet, er Vel Isung: s.V. 20.

Dette Digt om Helge Hundingsbane og alle de følgende Sange indtil Sangen om Hamde inclusive danne en sammenhørende Gruppe, idet de behandle Hovedbegivenhederne i den store Sagnkreds om Völsunger og Nivlunger, der i en fjærn Oldtid var meget udbredt blandt de germaniske Folk, og som vi genfinde i en middelalderlig romantiseret Form i det tyske Njebelungenlied, Hvo som ønsker et Overblik over den hele Sagnkreds, kan henvises til den islandske Völsungasaga, der er en prosaisk Omskrivning af de her oversatte samt af andre, nu tabte, Digte. Den er oversat på Dansk af Rafn i “nordiske Kæmpehistorier.”

Comments are closed.