Gudrun hidser sine Sönner

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Gudrun gik til Havet, da hun havde dræbt Atle; hun gik ud i Søen og vilde dræbe sig selv, men hun kunde ikke synke, og blev drevet over Fjorden til Jonakrs Land. Han tog hende til Ægte. Deres Sönner vare Sörle, Erp og Hamde. Der opfødtes Svanhild, Sigurds Datter. Hun blev gift med Jörmunrek den mægtige. Hos ham var Bikke. Han rådede, at Randve, Kongens Sön, skulde bemægtige sig hende. Dette røbede Bikke for Kongen. Kongen lod Randve hænge og Svanhild træde under Hestehove. Men da Gudrun spurgte dette, talte hun til sine Sönner.

1. 
Det er det vildeste 
Stridsråb, jeg ved, 
den tunge Smertes 
trange Tale, 
dengang da Gudrun, 
gram i Hu, 
heftigt til Drab 
sine Sönner hidsed. 

2. 
“Hvi sidde I hen 
og sove i Livet? 
Hvi ledes I ej 
ved lystig Tale? 
Eders Søster, 
ung af Alder, 
trådtes af Hestenes 
Hove på Vejen. 
(Jörmunrek vilde det), 
af Goternes hvide 
og sorte og grå 
travende Gangere. 

3. 
Ej er I gæve, 
som Gunnar var det; 
ej heller I ligne 
den kække Högne. 
Hævn for jer Søster 
søge I vilde, 
om Mod I ejed 
som Brødrene 
mine eller Hunekongers 
hårde Hu.” 

4. 
Da mælte Hamde, 
den storsindede Helt: 
“Dog du ej roste 
Högnes Dåd, 
da de Sigurd vakte 
brat af Sövne. 
Da var dine blåhvide 
Lagners Duge 
røde af den slagne 
Sigurds Blod. 

5. 
Den bratte Hævn, 
som for Brødre du tog, 
blev dig grum og bedsk, 
da dine Börn du myrded. 
– Vel kunde vi tre, 
når vi enige vare, 
på Jörmunrek hævne 
vor unge Søster. 

6. 
Bær Hunekongernes 
Hærvåben frem! 
Du har hidset os såre 
til Sværdenes Leg.” 

7. 
Leende Gudrun 
gik til Kammeret; 
Kongernes Hjelme 
af Kisten hun tog 
og de side Brynjer 
til Sönnerne bragte. 
Modigt de svang sig 
i Gangernes Sadler. 

8. 
Da mælte Hamde, 
den storsindede Helt: 
“Da först kommer 
den i Kampen faldne 
Spydsvinger fra Godthjod 
til sin Moders Gård, 
når du Arveøl drikker 
for os alle tillige, 
både for Svanhild 
og Sönnerne dine.” 

9. 
Grædende Gudrun 
Gjukes Datter 
sorgfuld gik 
og satte sig ned. 
Hun sad og talte 
med Tårer på Kind 
om Sorg og Men 
så mangelunde. 

10. 
“Tre Ildsflammer jeg kendte, 
tre Arner jeg kendte, 
trende Mænd 
til Hustru mig toge. 
Sigurd ene 
var bedre end alle; 
ham mine Brødre 
Bane voldte. 

11. 
Aldrig jeg så, 
og aldrig jeg kendte 
så usalig en Mø 
over Mulde. 
End mere de tyktes 
mig at bedrøve, 
da Ædlinger gav mig 
som Viv til Atle. 

12. 
I Lön jeg de vilde 
Drenge lokked. 
Ej mægted jeg Bøder 
for Men at vinde, 
for Nivlungers Hoveder 
af jeg hug. 

13. 
Til Strand gik jeg ned 
og Norner forbanded; 
den vrede Skæbne 
trodse jeg vilde. 
Ej sank jeg; de höje 
Vover mig hæved. 
I Land jeg steg; 
leve jeg skulde. 

14. 
For tredje Gang 
(bedst det mig tyktes) 
Lejet jeg delte 
med Landets Hersker. 
Börn jeg avled, 
Arvetagere, 
Arvetagere, 
Jonakrs Sönner. 

15. 
Men om Svanhild 
Terner sad. 
Hun, var det Barn, 
jeg höjest elsked. 
Sådan var Svanhild 
i min Sal, 
ret som Solens 
herlige Stråle. 

16. 
Med Guld jeg hende smykked, 
med strålende Klæder, 
för jeg til Godthjod 
bort hende gav. 
Det er mig hårdest 
af al min Harm, 
at Svanhilds lyse 
Lokker trådtes 
under Hestenes 
Hove i Dynd. 

17. 
Den Sorg var dog svarest, 
da min Sigurd 
sejrberøvet 
i Sengen dræbtes, 
og den var grummest, 
da de glinsende Orme 
kröb hen at give 
Gunnar Döden, 

18. 
og den var skarpest, 
da Hjertet de skar 
af Kongen, mens end 
den kække leved. 
Meget ondt jeg mindes; 
megen Harm jeg mindes. 

19. 
Spor nu, Sigurd! 
den sorte Ganger, 
den hurtige Hest; 
lad hid den rende. 
Her sidder ingen 
Datter hos mig, 
som kunde Gudrun 
Smykker give. 

20. 
Mindes nu, Sigurd! 
hvad vi mælte, 
da vi begge 
på Sengen sad, 
at du vilde modig 
mig besøge 
fra Hel, og jeg 
drage heden til dig. 

21. 
Rejs brat, I Jarler! 
Egetræsbålet, 
og lad under Helten 
höjest det vorde. 
Lad nu Ilden brænde 
det smerteflude Bryst, 
og det sörgende Hjerte. 
Lad Kvalerne smelte.” 

22. 
Gid alle Jarlers 
Id det bedre, 
gid alle Kvinders 
Kummer det mildne, 
at disse Sorger 
blev sungne for dem.

Comments are closed.