Oddruns Klage

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

En Konge hed Hejdrek; hans Datter hed Borgny. Vilmund hed hendes Elsker. Hun kunde ikke føde, förend Oddrun, Atles Søster, kom. Hun havde været Gunnar Gjukesöns Elskede. Om denne Fortælling synges her:

1. 
Jeg hørte sige 
i gamle Sagaer, 
hvorledes Møen kom 
til Morgenland. 
Ingen på Jorden 
kunde hjælpe 
med Råd eller Dåd 
Hejdreks Datter. 

2. 
Det spurgte Oddrun, 
Atles Søster, 
at Møen led af 
megen Sygdom. 
Af Stald hun trak 
den bidslede Traver 
og lagde Sadlen 
på den sorte. 

3. 
Lod hun Hesten jage 
over jevne Muldvej, 
til hun kom til den höje, 
knejsende Hal. 
Sadlen hun tog 
af den trætte Ganger; 
ind hun gik 
op gennem Salen, 
og först hun talte 
følgende Ord: 

4. 
“Hvilke Sagn 
siges nu her? 
Hvad nyt høres 
i Hunaland?” 

En Terne. 
“Her ligger Borgny 
helt værkbruden, 
din Veninde Oddrun! 
Il du til Hjælp” 

Oddrun. 
5. 
“Hvilken Hersker 
har Skammen voldet? 
Hvi har Borgny 
så brat en Sot?” 

Ternen. 
“Vilmund hedder 
Kongernes Ven. 
Han lå hos Møen 
I Lagnet det varme 
fem hele Vintre. 
For sin Fader hun det skjulte.” 

6. 
Ikke de mælte 
mer med hinanden. 
Mild hun sig satte 
ved Møens Knæ. 
Mægtigt sang Oddrun, 
stærkt sang Oddrun 
tryllende Ord 
over Borgny. 

7. 
Da kunde Svend og Mø 
Muldvej betræde, 
de glade Börn 
af Högnes Bane. 
Da mælte Møen, 
som var mat til Døden, 
så at för hun intet 
Ord monne tale: 

8. 
“Så hjælpe dig alle 
hulde Ånder, 
Frigg og Frøja 
og flere Guder, 
som du nu fjærned mig 
Fare af Hænde.” 

Oddrun. 
9. 
“Ej har jeg derfor 
ydet dig Hjælp, 
fordi du var 
værdig til Hjælpen. 
Jeg lovede og holdt 
det Løfte, jeg har givet, 
at hjælpe jeg vilde 
allevegne. 
Det loved jeg, da Ædlinge 
Arven skifted.” 

Borgny. 
10. 
“Gal er du, Oddrun! 
uden Samling, 
siden du siger mig 
sligt i Vrede. 
Jeg har fulgt dig 
som Ven på Jorden, 
som om vi var Börn 
af tvende Brødre.” 

Oddrun. 
11. 
“End jeg mindes, 
hvad du mælte en Aften, 
da jeg for Gunnar 
Gildet beredte; 
at ingen Mø 
uden jeg 
siden turde vove 
sådan Gerning.” 

12. 
Da satte hun sig ned, 
den sörgende Kvinde; 
af Kummer tynget 
hun talte om sin Nød: 

13. 
“Jeg fostredes op 
i Fyrstesal 
efter Folkets Råd; 
de fleste mig elsked. 
Der nød jeg min Ungdom 
og mit fædrene Eje 
ikkun fem Vintre, 
mens min Fader leved. 

14. 
Sådan talte 
for sidste Gang 
den mødige Drot 
för i Døden han segned: 
han bød dem give mig 
Guldet det røde 
og at sende mig sydpå 
til Grimhilds Sön. 

15. 
Hjelmklædt bød han 
Brynhild vorde; 
Valens Mø 
skulde hun være. 
Han sagde, at ingen 
ypperligere Mø 
i Verden leved, 
om i Live hun blev. 

16. 
Brynhild vævede 
Tæpper i Bure
Folk og Lande 
om hende lå. 
Jord og höjen 
Himmel döned, 
da Fåvnes Bane 
Borgen skued. 

17. 
Vel blev da hugget 
med det vælske Sværd, 
og Borgen blev brudt, 
som Bynhild ejed. 
Ej vared det længe – 
kun en liden Stund, 
da havde hun skuet 
den hele Svig. 

18. 
Hård forsand 
var Hævnen, hun tog; 
fuldtop af Modgang, 
fik vi alle, 
Det Sagn mon fare 
til alle Folk, 
at i Døden hun sank 
ved Sigurds Side. 

19. 
Den ædle Gunnars, 
Ringenes Givers 
Brud blev jeg 
i Brynhilds sted. 

20. 
Da bød de Atle, 
min ædle Broder, 
røde Ringe 
og rige Bøder. 
For mig bød end Gunnar 
af Gårde femten 
og Granes Byrde, 
om det tyktes ham godt. 

21. 
Men Atle svared, 
at aldrig han vilde 
brudsælge sin Søster 
til Gjukes Sön. 
Dog mægted vi ej 
vor Elskov at tvinge; 
til den ringbrydende Helt 
mit Hoved jeg læned. 

22. 
Da sagde mange 
Slægtninge mine, 
at os de så 
i Elskov sammen, 
men Atle sagde, 
at ej jeg monne 
synde i sligt 
og Skam forskylde. 

23. 
Aldrig skulde Mand 
for anden borge 
i sligt, hvor ene 
Elskov råder. 

24. 
Sendte da Atle 
Svendene sine 
gennem mörke Skov 
for mig at belure. 
Brat de da kom, 
hvor ej komme de skulde, 
da vi to bredte 
ét Lagen for begge. 

25. 
Svendene røde 
Ringe vi bød, 
at ej de skulde 
til Atle det sige. 
Dog de ilte 
til Atle med Budet; 
hurtig de skyndte 
sig til Huse. 

26. 
Dog for Gudrun 
Tingen de dulgte, 
skönt hun var nærmest 
til alt at høre. 

27. 
Under guldskode Hove 
hørtes det döne, 
da Gjukes Arvinger 
red i Gårde. 
Hjertet skar de 
ud af Högne 
og satte den anden 
i Ormegård. 

28. 
Endnu var jeg faret 
end en Gang 
til Gejrmunds Bo 
Gilde at berede. 
Den vise Hersker 
monne Harpen slå. 
Det da vented 
den ætstore Drot, 
at jeg min Elsker 
til Hjælp skulde komme. 

29. 
Fra Læsø jeg kunde 
Lyden høre, 
hvordan Strengene toned 
med smertelig Klang. 
Da bød jeg mine Terner 
sig brat at berede; 
Fyrstens Liv 
frelse jeg vilde. 

30. 
Snekken vi lod 
over Søen flyde, 
til jeg skuede alle 
Atles Gårde. 

31. 
Der kom Atles 
usle Søster 
snigende ud – 
gid Sot hende tære! – 
og grov sig ind 
til Gunnars Hjerte. 
Ej kunde jeg frelse 
den ædle Helt. 

32. 
Ofte, du guldsmykte 
Mø! jeg undres, 
at end jeg kan 
eje Livet, 
jeg, som elsked 
som mit eget Liv 
Sværdenes Konge, 
den kampglade Helt. 

33. 
Du sad og lytted, 
mens jeg dig sagde 
min og de andres 
onde Skæbne. 
Hver Mand lever 
for egen Lyst. 
Nu er Oddruns 
Klage endt.



Noter:

7. Svend og Mø, dvs.: Börnene, som Borgny føder. Högnes Bane er Vilmund, der må have dræbt en Mand ved Navn Högne, der er forskellig fra Gunnars Broder. 
18. Den hele Svig – nemlig, at Sigurd havde påtaget sig Gunnars Skikkelse. 
20. Granes Byrde, dvs.: Guld. 
28. Oddrun er hos Gejrmund på Læsø, helt derhen hører hun Gunnars Harpeslag. 
Om disse Begivenheder tales i de følgende Sange. 
31. Atles Moder er i Slangeskikkelse.

Comments are closed.