Sangen om Atle

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Gudrun, Gjukes Datter, hævnede sine Brödre således, som det er bekendt. Hun dræbte först Atles Sönner, og derpå dræbte hun Atle og brændte hele Hallen og Hirden. Herom er denne Sang lagt:

1. 
Engang til Gunnar 
Atle sendte 
den kløgtige Rytter, 
Knevrød ved Navn. 
Han kom til Gjukes Gårde 
og til Gunnars Hal, 
til Bænkene om Arnen 
og det gode Øl. 

2. 
Tavse var de; 
Vin der drak 
Kongsmænd i Hal, 
frygted Hunernes Vrede. 
Da talte Knevrød 
med kold Røst, 
den sydlandske Mand, 
fra sit höje Sæde: 

3. 
“Hid sendte mig 
Atle sit Ærind at ride 
på Bidslets Tygger 
gennem tætte Vildskov 
og byde eder, Gunnar! 
til Gæst på hans Bænk, 
om under hvælvede Hjelme 
I did vil vandre. 

4. 
Vælger der Skjolde, 
skinnende Sværde, 
guldstrålende Hjelme 
og hunske Tjenere, 
sølvprydet Sadeltöj, 
kamprøde Særke, 
Spydkvindens Hærstænger, 
bidseltyggende Heste. 

5. 
End byder han eder til Gave 
Gnitahede den vide, 
gjaldende Spyd, 
gyldne Stavne, 
dyre Skatte, 
Danps Gårde, 
den meget berømte Skov, 
som Mænd kalde Mörkved.” 

6. 
Gunnar vendte Hovedet 
og sagde til Högne : 
“Hvad råder du os, du unge! 
da sligt Ord vi høre? 
Ej vidste jeg af Guld 
på Gnitahede, 
at ej vi monne eje 
vel så meget. 

7. 
Syv Sale vi eje 
fulde af Sværd; 
gyldne ere 
alle deres Hjalter. 
Min Ganger er væligst, 
mit Glavind hvassest. 
Buen pryder Bænken, 
og Brynjerne er gyldne. 
Hjelmen og det hvide Skjold 
vandt jeg i Kjårs Hal. 
Bedre våben jeg har 
end Hunerne alle.” 

Högne. 
8. 
“Hvad tror du Kvinden råded, 
da en Ring hun os sendte 
i Ulvehår hyllet? 
Jeg tror, hun bød os Agtsomhed. 
Et Ulvehår fandt jeg 
fæstet til den røde Ring; 
svigefuld vist 
er den Vej, vi skal ride.” 

9. 
Ej råded Slægtninge 
Gunnar til Rejsen, 
ej runekloge Rådmænd, 
ej rige Fyrster. 
Da talte Gunnar 
i Gildehallen, 
den herlige Fyrste; 
höjt var hans Mod: 

10. 
“Rejs dig, nu, Fjörne! 
Lad Tjenerne række 
de gyldne Bægere 
på Bænkene om.” 

11. 
Ulven mon råde 
for Nivlungers Arv, 
de gråpelsede gamle, 
om Gunnar bliver borte. 
Sorthammede Björne 
vil bide med Rovtænder 
og glæde Gråhunde, 
hvis ej Gunnar kommer hjem. 

12. 
De brave Folk 
Herskeren fulgte 
og græd, da Kæmperne 
red af Gårde. 
Da sagde den unge 
Arving af Högne: 
“Hil være eder; I kække! 
hvor I så hen jer agte.” 

13. 
Heltene lod 
de bidseltyggende Heste 
ile på Födderne 
hen over Fjælde, 
gennem den vildsomme Mörkved. 
Alt Huneland bæved, 
hvor de bistre Kæmper fore; 
under Slag fore Hestene 
over Sletter grönne. 

14. 
De så den vældiges Land 
og Vagttårne i Dalene. 
Bikkes Mænd stå 
på Borgen den höje 
De så Sydfolkets Sal, 
omsat med Sæder, 
med bundne Skjolde, 
med blanke Skjolde. 

15. 
Der drak Atle 
med sine Ædlinge 
Vin i Hallen; 
Vogtere sad derude 
for at værge mod Gunnar, 
om han hid sig voved 
med klingende Spær 
til Kamp med Kongen. 

16. 
Søsteren det mærked, 
da ind i Salen tren 
begge hendes Brødre; 
ej var hun dåret af Bægret. 
“Det er ude med dig, Gunnar! 
Hvad kan du mægtige göre 
mod Hunernes Svig? 
Il ud af Hallen! 

17. 
Bedre var det, Broder! 
om i Brynje du dig klædte, 
end med hvælvede Hjelme 
at drage til Atles Hjem, 
om i Sadler du sad 
de solhede Dage 
og lod Nornerne græde 
over gustne Lig 
og Hunernes Skjoldmøer 
Harven styre 
og Atle selv 
i Ormegård slænges. 
Nu er Ormegården 
eder beredt.” 

Gunnar. 
18. 
“For sent er det, Søster! 
at samle Nivlunger, 
for langt til at få 
Folk til Følge, 
raske Helte 
fra Rhinens Bjerge.” 

19. 
Da greb de Gunnar 
og lænked den gæve. 
Borgundernes Ven 
fast de bandt. 

20. 
Syv slog Högne 
med det hvasse Sværd; 
den ottende han sparked 
ind i Ilden den hede. 
Så skal den kække 
mod Fjender kæmpe. 

21. 
Så kæmped Högne 
Gunnar til Hånde. – 
Da spurgte de Gunnar, 
Goternes Fyrste, 
om han nu vilde give 
Guld for sit Liv. 

Gunnar. 
22. 
“Högnes Hjerte 
skal i Hånd mig ligge 
blodigt, af den bolde 
Rytters Bryst, 
af Kongesönnens, 
med Sværdsegg skåret.” 

23. 
Da skar de Hjertet 
af Hjalles Bryst, 
lagde det blodigt på Skål 
og bar det for Gunnar. 

24. 
Da sagde Gunnar, 
Mændenes Drot: 
“Her har jeg Hjalle 
den fejges Hjerte, 
uligt Helten 
Högnes Hjerte; 
stærkt det Skælver, 
mens på Skål det ligger, 
halvt mere det bæved, 
da det sad i hans Bryst.” 

25. 
Da lo Högne, 
da de udskar Hjertet 
på den kække Hjelmhamrer. 
Sidst tænkte han på at klage. 
De lagde det blodigt på Skål 
og bar det for Gunnar. 

26. 
Da mælte den höje 
Spydenes Hersker: 
“Her har jeg Helten 
Högnes Hjerte, 
uligt Hjalle 
den fejges Hjerte; 
lidt det skælver, 
mens på Skål det ligger, 
end mindre det bæved, 
da det sad i hans Bryst. 

27. 
Så skal du, Atle! 
fjærnes af Syne, 
såvist som du aldrig 
skal Skatten eje. 

28. 
I min Vold ene 
er alle de skjulte 
dyre Skatte, 
da Högne er død. 
Altid var jeg i Tvivl, 
mens vi tvende leved; 
nu har jeg ingen, 
da ene jeg lever. 

29. 
Den vise Rhin for Kongernes 
Splid skal råde, 
for Nivlungers Arv, 
som Aser kende, 
I det bølgende Vand 
blinke de dyre Ringe. 
Ej skal Hunernes 
Börn bære Guld på Hånd.” 

Atle. 
30. 
“Kør bort med de rullendeVogne. 
Nu er han bunden i Lænker.” 
Bort da drog 
Bidslets Ryster, 
Kampens rige 
Konge, til Døden. 

31. 
Atle den rige 
red på Traveren 
mellem Skjolde 
og skarpe Sværd. 
Sejrfyrsternes 
Søster Gudrun 
gik i den gjaldende Hal 
og tvang sin Gråd. 

Gudrun. 
32. 
Så gå det dig, Atle! 
alt efter de Eder, 
som du ofte Fyrsten 
fordum har svoret 
ved Sydens Sol, 
ved Sejrfaders Bjerg, 
Odins Leje 
og ved Ulls Ring.” 

33. 
Kæmpernes Skare 
lagde Kongen 
levende i Gården, 
hvor lede Orme 
i Bugter sig snoede. 
Harmfuld i Sinde 
Gunnar Harpen 
slog med Hånd. 
Strengene toned. 
Så skal den tappre 
Giver af Ringe 
nægte Mændene Guld. 

34. 
Atter til Gården 
lod Atle den jerntyggende 
Ganger ile, 
da Mordet var endt. 
Dön var der i Gårde, 
fuldt af Gangere 
og Våbenklirren, 
da fra Heden de kom. 

35. 
Ud gik da Gudrun 
Atle imøde 
med gyldent Bæger, 
bød det til Kongen: 
“Nyd nu, Hersker! 
i din egen Hal 
glad det slagtede 
Småkvæg hos Gudrun.” 

36. 
Skålerne klang ; 
skænket blev Vinen, 
da Hunerne samledes 
i Hallen alle. 
Der mødtes raske 
langskæggede Mænd. 

37. 
For Bord gik den lyse Kvinde 
og bar dem Drikke; 
den vilde Dis ugerne 
bød Mad til Øllet 
og talte spottende Ord 
til den blege Atle. 

38. 
“Sværdenes Giver! 
Dine Sönners Hjerter, 
de ligblodige, har du 
med Honning tygget. 
Du modige kan döje 
Menneskelig 
til dit Øl og give 
din Gæst af Braden. 

39. 
Ej kalder du mere 
til dine Knæ Erp og Ejtil, 
når ved Øl de glædes. 
Ej Sidder du Siden 
i Sædet og Ser 
dem uddele guld, 
spore Gangere, 
Skære Manker 
eller skæfte Spyd.” 

40. 
Gny blev der på Bænkene, 
vildt Bulder blandt Mændene. 
Hyl blandt de Smykkede 
over Hunernes Börn. 
Gudrun ene aldrig græd 
for de björnhårde Brødre 
og de kære Börn, 
de unge, uvoksne, 
som med Atle hun havde. 

41. 
Gudrun den svanehvide 
Guld udspredte; 
Huskarle med røde 
Ringe hun glæded. 
Skæbnen lod hun råde 
og spredte det Skinnende Malm. 
Ej hun på skatten 
agted at spare. 

42. 
Atle aned intet; 
uvis havde han sig drukket, 
havde ingen Våben; 
ej vogted han sig for Gudrun. 
Ofte var Legen bedre 
for de Ædlinge tvende, 
når ömt de hinanden 
favned i Elskov. 

43. 
Sengen gav hun Blod 
at drikke med Sværdsodd 
i mordgrisk Hånd. 
Hundene hun løste. 
For Hallens Dör 
(Huskarlene hun vakte) 
slynged hun den hede Brand. 
Så hævned hun sine Brødre. 

44. 
Til Ilden gav hun alle, 
som inde vare 
og vare komne fra Mörkhejm 
fra. Mordet på Gunnar. 
Gamle Bjælker raved; 
Skatkamre røg; 
Skjoldmøers Liv 
i Luer endtes ; 
Budlungers Borg 
sank i den brændende Ild. 

45. 
Nok er nu sagt; 
sådan farer ingen 
Mø siden i Brynje 
for Brødre at hævne. 
Trende af Folkets 
Fyrster dræbte 
den lyse Kvinde, 
mens i Live hun var.

Endnu tydeligere fortælles det i den grönlandske Sang om Atle.



Noter:

2. Hunernes Vrede -, thi Hunerne ere Gjukungernes Fjender siden Brynhilds Død. 
Spydkvindens (Valkyrjens) Hærstrenger, dvs.: Landser. 
11. De gråpelsede gamle, dvs.: Ulvene. 
17. Nornerne er her de faldnes Fylgjer. – Harven styre, forrette Trællearbejd som Krigsfanger. 
29. Kongernes Splid, dvs.: den Skat, som har vakt Kongernes Splid.

Comments are closed.