Sangen om Fåvne

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Sigurd og Regin drog op til Gnitahede og fandt Fåvnes Spor der, hvor han krøb til Vands. Der gravede Sigurd en stor Grøft over Vejen og steg ned deri. Men da Fåvne krøb fra Guldet, spyede han Edder, og den fór over Hovedet på Sigurd. Men da Fåvne krøb over Grøften, da stødte Sigurd sit Sværd i hans Hjerte. Fåvne vred sig og slog med Hoved og Hale. Sigurd sprang op af Grøften, og da så de hinanden. Fåvne sagde:

1. 
“Svend! Svend! 
Hvilken Mand har dig avlet? Svend! 
Med hvilke Mænd er en slig i Slægt? 
Rødt er dit blinkende 
Sværd af Fåvnes Blod. 
Odden du jog i mit Hjerte.”

“Sigurd skjulte sit Navn, fordi det var Folks Tro i gamle Dage, at en døende Mands Ord havde, stor Magt, når han forbandede sin Uven med Navn. Han sagde:

2. 
“Herligt Dyr jeg hedder; 
vandret jeg har 
som en moderløs Mand. 
Ej jeg har Fader 
som andre Mænds Sönner. 
Ensom går jeg min Gang.” 

Fåvne. 
3. 
“Havde Fader du ej 
som andre Mænds Sönner, 
af hvilket Under er du da avlet?” 

Sigurd. 
4. 
“Til min Æt 
véd jeg at intet du kender, 
og aldrig så du mig selv. 
Sigurd jeg hedder; 
Sigmund hed min Fader. 
Med våben jeg dig vog.” 

Fåvne. 
5. 
“Hvo har dig hidset? 
Hvi lod du dig hidses 
til at volde mig Ve? 
du skarpöjede Svend! 
Skarp var din Fader. 
Skönt sent født, du slægter ham på.” 

Sigurd. 
6. 
“Min Hu mig hidsed; 
mine Hænder det fuldbyrded 
og dertil mit skarpe Sværd. 
Få ere kække, 
når Tiden kommer, 
nar de er bløde i Barndom.” 

Fåvne. 
7. 
“Om op du var vokset 
ved dine Venners Bryst, 
da sås du vel kæk i Kamp. 
Nu er du en Fange 
i Fejde taget; 
altid må de bundne bæve.” 

Sigurd. 
8. 
“Du laster mig, Fåvne! 
fordi fjærnt jeg er 
fra min fædrene Rigdom. 
Ej er jeg Fange, 
skönt i Fejde jeg toges. 
Selv følte du, at jeg er fri.” 

Fåvne. 
9. 
“Hadets Ord 
tror du i alt at høre. 
Et sandt Ord jeg dig siger: 
Det klingende Guld, 
den glødende Glans, 
de Ringe skal blive din Bane.” 

Sigurd. 
10. 
“For Rigdom enhver 
at råde ønsker, 
indtil hin ene Dag
thi engang 
skal dog alle 
fare heden til Hel.” 

Fåvne. 
11. 
“Nornernes Dom, 
om end du langs Næssene sejler, 
venter dig, tåbelige Tosse! 
I Vand du drukner, 
når i Vind du ror. 
Alt er for den dødsdömte ondt.” 

Sigurd. 
12. 
“Sig mig, Fåvne! 
siden du agtes 
vis at være: 
Hvo ere de Norner, 
som hjælpe i Nød 
og komme til fødende Kvinder?” 

Fåvne. 
13. 
“Af mangfoldig Æt 
tror jeg at Nornerne ere; 
ej er de af samme Slægt. 
Nogle stamme fra Aser
nogle fra Alfer
nogle ere Dvalins Döttre.” 

Sigurd. 
14. 
“Sig mig, Fåvne! 
siden du agtes 
vis at være, 
hvad den hedder, 
den Holm, hvor Surt 
blander Blod med Aser.” 

Fåvne. 
15. 
“Oskopne den hedder; 
der skal alle 
Guder med Lanser lege. 
Bilrøst brister, 
når over Bro de fare; 
gennem Strömmen Gangerne svømme. 

16. 
Skrækkehjelm bar jeg 
mod Mændenes Sönner, 
så længe ved Skatten jeg lå. 
Ej fandt jeg så mange 
Mænd, at jeg jo tyktes 
ene stærkere end alle.” 

Sigurd. 
17. 
“Skrækkehjelmen 
skærmer ikke, 
hvor vrede Helte hugge. 
Man finder vel, 
når med flere man mødes, 
at ingen er raskest af alle.” 

Fåvne. 
18. 
“Edder jeg fnyste, 
da på Arven jeg lå, 
på min Faders rige Ringe.” 

Sigurd. 
19. 
“Glinsende Orm! 
Arrigt du hvæste. 
Hård var du i Hu. 
vreden bliver större 
blandt Mændenes Sönner, 
når den Hjelm de have.” 

Fåvne. 
20. 
“Jeg råder dig, Sigurd! 
Tag du mod Rådet! 
Rid du hjem heden. 
Det klingende Guld, 
den glødende Glans, 
de Ringe skal blive din Bane.” 

Sigurd. 
21. 
“Råd har du rådet. 
Nu vil jeg ride 
til det Guld, som i Lyngen ligger. 
Lig du, Fåvne! 
i Livsnød, 
til Hel dig har.” 

Fåvne. 
22. 
“Regin forrådte mig; 
dig han forråder. 
Han volder os begge Bane. 
Nu sit Liv 
Fåvne må lade; 
forvist du den stærkere var. “

Regin var gået bort, medens Sigurd dræbte Fåvne, og kom tilbage, som Sigurd strøg Blodet af Sværdet. Regin sagde:

23. 
“Hil dig, Sigurd! 
Sejr har du vundet; 
Fåvne er fældet. 
Blandt alle Mænd, 
som træde på Muld, 
ej fødtes kækkere Kæmpe.” 

Sigurd. 
24. 
“Uvist er det at vide, 
når vi alle mødes, 
Sejrfyrsternes Sönner, 
hvo der er den kækkeste Kæmpe. 
Mangen er rask, 
skönt hans Sværd ej er rødt 
af Blod fra hans Uvens Bryst.” 

Regin. 
25. 
“Glad er du, Sigurd! 
og frydes ved Sejren, 
mens Gram du törrer i Græsset. 
Min Broder har du 
til Bane såret, 
og jeg selv er ej uden Skyld.” 

Sigurd. 
26. 
“Dit Råd det var, 
at ride jeg skulde 
hid over rimdækte Höjder. 
Gods og Liv 
ejed endnu den glinsende Orm, 
hvis din Tvivl mig ej havde ægget.”

Da gik Regin til Fåvne og skar Hjertet ud af ham med det Sværd, som hedder Ridil, og drak derpå Blod af Såret. Regin sagde:

27. 
“Sid du nu, Sigurd! 
Jeg går at sove. 
Hold Fåvnes Hjerte til Flammen. 
Jeg vil da 
Hjertet æde 
efter denne blodige Drik.” 

Sigurd. 
28. 
“Fjernt du flygted, 
mens jeg i Fåvnes Blod 
væded mit hvasse Sværd. 
Mine Kræfter jeg øved 
mod Ormens Magt, 
mens du i Lyngen lå.” 

Regin. 
29. 
“Længe måtte du ladet 
i Lyngen ligge 
hin ældgamle Jætte, 
om ej Sværdet du ejed, 
som selv jeg dig smedded, 
hint skarpe Stål.” 

Sigurd. 
30. 
“Mod er bedre 
end Sværdets Magt, 
hvor vrede Helte hugge. 
Den raske Mand 
så jeg modig vinde 
Sejr med sløvet Sværd. 

31. 
Modig er bedre 
tilmode end fejg, 
nar Hildes Leg leges. 
Glad er bedre 
til hver en Gerning 
end den, som hænger med Hoved.”

Sigurd tog Fåvnes Hjerte og stegte det på Spid. Da han syntes, at det var færdig stegt, og Blodet skummede ud af Hjertet, da rörte han derved med sin Finger og prøvede, om det var færdig stegt. Han brændte sig og stak Fingeren i sin Mund, men da Fåvnes Hjerteblod kom på hans Tunge, da forstod han Fuglenes Sprog. Han hørte, at nogle Fugle kvidrede i Krattet. Fuglen sagde:

32. 
“Der sidder Sigurd 
blodbestænket; 
Ormens Hjerte 
ved Ild han steger. 
Klog mig tyktes 
Ringenes Kløver, 
om han det skinnende 
Hjerte åd.” 

Anden Fugl. 
33. 
“Der ligger Regin; 
på Råd han grubler; 
svige han vil 
den Svend, som ham tror. 
Vred på onde 
Ord han tænker; 
lumsk vil han hævne 
Broderens Helfart.” 

Tredje Fugl. 
34. 
“Om han lod Gråskæggen 
uden Hoved 
fare heden til Hel -: 
da kan han ene råde 
for alt Guldet, 
for alt, som under Ormen lå.” 

Fjerde Fugl. 
35. 
“Vis han mig tyktes, 
om vide han kunde 
de gode Råd, 
som I, Søstre! give; 
sig selv han frelste 
og Ravnen fryded. 
En Ulv jeg venter, 
når dens øren jeg ser.” 

Femte Fugl. 
36. 
“Ej er den vældige 
fuldt så vis, 
som jeg tænkte mig 
Hærens Styrer, 
hvis han frit 
lader Regin fare, 
skönt han Broderen 
Bane voldte.” 

Sjette Fugl. 
37. 
“Uklog han er, 
hvis end han skåner 
den falske Fjende. 
Der ligger Regin 
og har ham forrådt. 
Ej ser han sig for i sligt.” 

Syyende Fugl. 
38. 
“Om han et Hoved kortere 
gjorde den iskolde Jætte, 
Så de rige Ringe han misted -: 
da monne han ene 
eje det Gods, 
som Ormen åtte.” 

Sigurd. 
39. 
“Ej bliver Skæbnen så gram, 
at Regin skal 
min Banemand blive. 
Begge Brödrene 
skulle brat 
fare heden til Hel.”

Sigurd huggede Hovedet af Regin, og derpå ad han Fåvnes Hjerte og drak både Regins og Fåvnes Blod. Da hørte Sigurd, hvorledes Fuglene sagde:

40. 
“Bind du de røde 
Ringe, Sigurd! 
Ej pleje Konger 
for alt at frygte. 
En Mø jeg ved, 
væn fremfor alle, 
om du den guldsmykte 
fik i Eje. 

41. 
Til Gjuke føre 
grönne Stier. 
Vej viser Skæbnen 
de vandrende Helte. 
Der har den herlige Drot 
en Datter avlet; 
hende vil du, Sigurd! 
med Skatte köbe. 

42. 
En Sal står på höje 
Hindarfjæld, 
udenom helt 
i Ildsluer hyllet. 
Den har de vise 
Mestre dannet 
af det lyse Guld, 
af Bølgernes Glands. 

43. 
På Fjældet kampdygtig 
Kvinde sover; 
over hende flagrer 
den flammende Ild. 
På Val hun fælded 
dem, Odin ej vilde, 
thi monne Ygg 
med Torn hende stikke. 

44. 
Du mægter at skue 
den hjelmklædte Mø, 
som på Vingskorne 
red fra Valen. 
Skjoldungeætling! 
Skæbnen bestemte, 
at Sigdrive ej 
af Sövn må vågne.”

Sigurd red efter Fåvnes Spor til hans Hule og fandt den åben; der vare Döre og Dörposter af Jern. Af Jern vare også alle Tømmerstokke i Huset, og det var gravet ned i Jorden. Der fandt Sigurd overmåde meget Guld og fyldte der to Kister. Der tog han Skrækkehjelmen og Guldbrynjen og Sværdet Hrotte og mange dyre Klenodier og belæssede Grane dermed, men Hesten vilde ikke gå, förend Sigurd steg op på dens Ryg.



Noter:

7. Fåvne sigter til, at Sigurd i sin Ungdom var hos Alv
11. Mening: Skæbnen rammer dig, selv om du forsigtig söger at undgå den ved at sejle langs Kysten og tage Sejlene ind i Storm. 
Versene 12-15 synes at höre til et andet Digt og med Uret at være indsatte her. 
40. Bind Ringene, dvs.: bind dem sammen og tag dem. 
42. Bølgernes eller Strömmens Glands, dvs.: Guldet. 
43. Ygg, dvs.: Odin. – Tornen volder hendes Sövn. 
44. Sigdrive, Sejrens Storm, et Valkyrjenavn for Brynhild.

Comments are closed.