Sangen om Hamde

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

1. 
Op da randt 
sörgelig Idræt, 
glædeberøvet 
Alfegråd. 
I årle Morgen 
vække alle Sorger 
over Menneskers Nød 
Smerten påny. 

2. 
Ej var det nu 
og ej igår; 
lange Tider 
er ledne siden. 
Gjukes Datter 
Gudrun hidsed 
sine unge Sönner 
til Svanhild at hævne. 

3. 
“I ligne ej Fædrene, 
de Folkekonger. 
I er de eneste Spirer 
af al min Æt. 

4. 
Ensom er jeg vorden 
som Esp i Skoven; 
Frænder faldt fra mig 
som Kviste fra Fyrren; 
min Lyst forsvandt 
som Løv af Vidje, 
når den kvistbrydende Storm 
kommer på den varme Dag

5. 
Eders Søster 
Svanhild kaldtes, 
som trådtes af Hestenes 
Hove på Vejen 
(Jörmunrek vilde det), 
af Goternes hvide 
og sorte og grå 
travende Gangere. 

6. 
Ej er I gæve, 
som Gunnar var det, 
ej heller Högne 
den kække Högne. 
Hævn for jer Söster 
søge I vilde, 
om Mod I ejed 
som Brødrene mine.” 

7. 
Det mælte Hamde, 
den storsindede Helt: 
“Dog du ej roste 
Högnes Dåd, 
da de Sigurd 
af Sövne vakte; 
på Liget du sad, 
mens Morderne lo. 

8. 
Dine blåhvide 
Lagners Duge 
var røde af Sårvædske, 
af Sigurds Blodström. 
Sigurd fór heden; 
du sad hos den døde 
og på Glæde ej tænkte. 
Gunnar det voldte. 

9. 
Mod Atle tyktes du stride 
ved Erps Mord 
og ved Ejtils Helfart. 
Det var dig end værre. 
Så skulde hver 
mod anden sig værge 
med det hvasse Sværd, 
at mod sig selv han ej stred.” 

10. 
Det mælte da Sörle 
(snild var han i Sind): 
“Ej vil jeg skifte 
Ord med min Moder. 
Endnu I begge 
vente på et Ord. 
Hvad byder du os, Gudrun! 
som for Gråd du ej kan sige? 

11. 
Begræd dine Brødre, 
dine Börn, de kære, 
de nære Slægtninge, 
som gik til Slaget; 
os begge, Gudrun! 
skal du begræde; 
viede til Død sidde vi her til Hest; 
hist skulle vi fældes.” 

12. 
Så talte den berømte 
(på Trappen hun stod); 
den ædle Kvinde sagde 
til Sönnen sin: 
“I tvende mægte 
tihundrede Goter 
at binde og slå 
i Borgen den höje.” 

13. 
Af Gårde de gik 
gramme i Hu. 
“Hvi vil vor Broder 
på Vej sig ej vove?” 
På Vejen de traf 
den træske Svend. 
“Hvad kan den Rödtop 
vel os gavne ?” 

14. 
Slegfredsönnen svared; 
han sagde sig at mægte 
at yde Frænder Hjælp 
som én Fod den anden. 
“Hvad Hjælp kan Fod 
vel yde Fod 
og Legemets ene 
Hånd den anden?” 

15. 
Da mælte Erp 
dette Ord 
(rask han sig tumled 
på Hestens Ryg): 
“Ilde er det at vise 
fejg Mand Vej.” 
De svared: “En Helt 
er Horesönnen.” 

16. 
Af Skede de drog 
det skarpe Jern, 
Glavindets Egge 
(Hel sig glæded). 
Da blev deres Magt 
en Tredjedel mindre, 
da den unge Svend 
til Jorden segned. 

17. 
Kapperne rysted de; 
Klingerne fæsted de; 
prægtige Klæder 
drog de Ædlinge på. 
Over våde Fjælde 
Ynglingene fore 
på hunlandske Heste 
for Mord at hævne. 

18. 
De så den vældiges Land 
og Vagttårne i Dalene. 
Bikkes Mænd stå 
på Borgen den höje. 
De så Sydfolkets Sal 
omsat med Sæder, 
med bundne Skjolde, 
med blanke Skjolde. 

19. 
For den lå Vejene; 
Uheldsstier fandt de. 
I Træ Söstersönnen 
sönderrevet hang. 
I Vind stod Galger 
vesten for Gården. 
Altid lød der Traneskrig. 
Ej var der hyggeligt. 

20. 
Stöj var der i Sal 
af berusede Svende. 
Til Hestenes Tramp 
intet de hørte, 
för i Hornet den kække 
Kure tuded. 

21. 
Jarler bare 
Jörmunrek Bud! 
at hjelmklædte Kæmper 
sås at komme: 
“Giv nu Råd; 
rige Mænd ere komne. 
Mægtige Heltes Søster 
var Møen, I lod træde.” 

22. 
Jörmunrek skoggerlo, 
strøg sit Skæg, 
lysten efter Voldsfærd, 
og tog dygtig til Vinen, 
rysted Håret vildt, 
så på det hvide Skjold. 
I sin Hånd han drejed 
Hornet det gyldne. 

23. 
“Sæl jeg mig tyktes, 
om jeg skued 
Hamde og Sörle 
her i min Hal. 
Jeg skulde dem binde 
med Buestrenge 
og i Galgen hænge 
Gjukes Börn.” 

24. 
Kamp blev der i Borgen; 
Ø1krusene brast. 
I Blod lå Kæmper; 
af Goternes Bryst det strömmed. 

25. 
Det mælte da Hamde, 
den storsindede Helt: 
“Du önskede, Konge! 
at vi skulde komme, 
vi Brødre tvende, 
ind i Borgen din. 
Nu ser du dine Fødder, 
og du ser dine Hænder 
kastede ind 
i Ilden den hede.” 

26. 
Da monne bröle 
den kyndige Drot, 
den brynjeklædte Helt, 
som Björnen bröler: 
“Slå dem med Sten, 
da Spydsodd ej bider, 
ej Egg eller Jern 
på Jonakrs Sönner.”

Sörle. 
27. 
“Ondt voldte du, Broder! 
da den Bælg du løste. 
Af den Bælg komme ofte 
onde Råd. 
Mod ejed du, Hamde! 
hvis Kløgt du ejed. 
Meget savnes hos en Mand, 
når Mandevid savnes.”

Hamde. 
28. 
“Afhugget var nu hans Hoved, 
hvis Erp leved, 
vor vakkre Broder, 
som på Vej vi voge, 
den vidspurgte Helt, 
som os hellig var. 
Diser hidsed; 
til Drab vi gik. 

29. 
Ej skal vi, mig tykkes, 
følge Ulvenes Skik 
og selv søge Sag mod hinanden, 
som Nornernes Gråhunde, 
de grådige, vilde, 
som i Ørkenen avles. 

30. 
Vel har vi kæmpet; 
på Val vi stå 
over sværdslagne Goter 
som Örne på Gren. 
Godt Ry har vi nåt, 
om vi så, dø nu eller imorgen. 
Ej lever Mand til Kvæld, 
når Norner har kvædet.” 

31. 
Der faldt Sörle 
ved Salens Gavl, 
og Hamde segned 
ved Husets Ende.



Noter:

1. Alfegråd, dvs.: Morgenrøde. Alferne græde, fordi de sky Lyset. – 
12 “I tvende – “. Gudrun havde nemlig med Tryllekunster gjort Hamde og Sörle usårlige med Jern. 
13. Hamde og Sörle spörge hinanden, hvorfor Erp, den tredje Broder, ikke er med. Derpå træffe de ham. 
19. Jörmunrek havde ladet sine to Söstersönner, Emerka og Fridla, hænge. 
22. Det hvide Skjold er Fredstegnet, som hænger i Hallen. 
27. Sörle bebrejder Hamde, at han ikke straks har dræbt Jörmunrek, men ladet ham leve, til han gav sine Folk det Råd at bruge Sten, af hvilke Brødrene kunde Såres. 
28. Hans Hoved, dvs.: Jörmunreks.

Comments are closed.