Sangen om Helge, Hjörvards Sön

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Hjörvard hed en Konge; han havde fire Koner: den ene hed Alvhild; deres Sön hed Hedin; den anden hed Snærejd; deres Sön hed Humlung; den tredje hed Sinrjod; deres Sön hed Hymling. Kong Hjörvard havde gjort det Løfte at eje den væneste Kvinde, han vidste. Han spurgte, at Kong Svavne havde en Datter, der var fagrest af alle. Hun hed Sigrlin. Idmund hed hans Jarl; hans Sön var Atle, der rejste for at fri til Sigrlin for Kongen. Han var en Vinter hos Kong Svavne. Franmar hed en Jarl der; han var Sigrlins Fosterfader. Hans Datter hed Alof. Jarlen forårsagede, at Møen blev Kongen nægtet, og Atle drog hjem. Atle Jarlesön stod en Dag ved en Lund, men en Fugl sad i Grenene over ham og havde hørt, at hans Mænd kaldte de Koner de væneste, som Kong Hjörvard ejede. Fuglen kvidrede, og Atle lyttede til, hvad den sagde. Den kvad:

1. 
“Så du Sigrlin, 
Svavnes Datter, 
den fagreste Mø 
i Munarhejm? 
om end Hjörvards 
Hustruer agtes 
væne af de gæve 
i Glasislund.” 

Atle. 
2. 
“Mon du til Atle, 
Idmunds Sön, 
viseste Fugl! 
vel mere vil mæle?” 

Fuglen. 
“Ja, hvis mig Ædlingen 
Offer under, 
og i Kongsgård jeg vælger, 
hvad helst jeg vil.” 

Atle. 
3. 
“Ej vælge du Hjörvard, 
og ej hans Sönner, 
heller ej Fyrstens 
fagre Brude, 
ikke de Brude, 
Ædlingen ejer. 
Med Skæl vil vi købslå, 
som Venner det sömmer.” 

Fuglen. 
4. 
“Offergård vælger jeg, 
Altre mange, 
Køer med Guldhorn 
fra Kongens Gård, 
hvis ham Sigrlin 
sover i Arm 
og gerne følger 
den gæve Konge.”

Dette hændtes, för Atle drog bort, men da han kom hjem, og Kongen spurgte ham om Tidende, da sagde han:

5. 
“Arbejd vi havde, 
skönt ej Ærindet endtes. 
På höje Fjæld 
blev Hestene trætte, 
og siden vi måtte 
gennem Sæmorn vade. 
Så blev os nægtet 
Svavnes Datter, 
ringprydet Mø, 
som vi mente at vinde.”

Kongen ønskede, at de skulde rejse derover end en Gang, og selv drog han med. Men da de kom op på Fjældet og så ud over Svåveland, så de det brænde vidt og bredt og store Støvskyer som af Heste. Kongen red fra Fjældet ned i Landet og tog Natteleje ved en Å. Atle holdt Vagt og fór over Åen; han kom til et Hus. Ovenpå det sad en stor Fugl for at holde Udkig, men den var falden i Sövn. Atle traf Fuglen med sit Spyd, så det blev dens Bane, og i Huset fandt han Sigrlin, Kongens Datter, og Alof Jarledatter. Han førte dem begge bort med sig. Franmar Jarl havde omskabt sig i Örneskikkelse og værget dem mod Hæren med sine Troldkunster. Hrodmar hed en Konge, som friede til Sigrlin; han dræbte Svåvernes Konge og havde hærjet og brændt i Landet. Kong Hjörvard fik nu Sigrlin og Atle Alof. Hjörvard og Sigrlin fik en stor og væn Sön; han var tavs af sig og havde intet egentligt Navn. Han sad engang på en Höj og så ni Valkyrjer ride. En var ypperst iblandt dem; hun sagde:

6. 
“Sent monne du, Helge! 
for Ringe råde, 
rige Helt! og for 
Rødulsvange, 
hvis evig du tier 
– Örn galer årle -, 
om end du er Helt 
i det hårde Stævne.” 

Helge. 
7. 
“Hvad Gave føger 
med Helgenavnet? 
lyse Brud! 
da sligt du mig byder. 
Vel du vogte, 
hvad Ord du mæler. 
Jeg vil ej Navnet, 
hvis dig jeg ej vinder.” 

Valkyrjen. 
8. 
“Sværde véd jeg ligge 
på Sigars Holm, 
fire mindre 
end fem Gange ti. 
Af dem alle 
er ét det bedste, 
Skjoldekløveren 
guldbeslagen. 

9. 
Ring er i Hjaltet, 
Mod i Midten, 
Skræk i Odden 
for den, som det ejer. 
Langs Eggen ligger 
blodfarvet Slange; 
om Valens Hærger 
den Halen slynger.”

Ølime hed en Konge; hans Datter var Svåva. Hun var Valkyrje og red gennem Luft og Hav. Hun gav Helge dette Navn og frelste ham ofte siden i Kamp. Helge sagde:

10. 
“Ej er du, Hjörvard! 
retvis Hersker, 
Folkets Leder, 
berömt i Leding. 
Ild lod du æde 
Ædlingers Bolig, 
skönt ingen Ve 
de dig mon volde. 

11. 
Skal nu Hrodmar 
for Ringe råde, 
dem, som vore 
Venner åtte. 
Lidet den Fyrste 
for Livet frygter; 
døde Mænds Arv 
tror han at eje.”

Hjörvard svarer, at han vilde give Helge en Hær, hvis han vilde hævne sin Morfader. Da søgte Helge det Sværd, som Svåva havde vist ham. Fór han og Atle da hen og fældede Hrodmar og udførte store Bedrifter. Han dræbte Jætten Hate, der sad på et Bjerg. Helge og Atle lå med deres Skibe i Hatefjord. Atle holdt Vagt den förste Del af Natten. Hrimgerd, Hates Datter, sagde:

12. 
“Hvo ere de Helte 
i Hatefjord? 
Med Skjolde ere 
Skibene tjældede. 
Kække i Tykkes; 
föje Faren I ændse. 
Nævner mig Kongens Navn.” 

Atle. 
13. 
“Helge han hedder. 
At skade Helten 
mægter du ej, du onde! 
Jernborge værne 
om den vældiges Flåde. 
Jættemøer ængste os ej”. 

Hrimgerd. 
14. 
“Hvad Navn har du? 
du vældige Kriger! 
Hvordan kalde dig Kæmperne? 
Fyrsten tror dig, 
siden han lader i fagre 
Stavn dig bo.” 

Atle. 
15. 
“Atle jeg hedder; 
Ve jeg dig volder. 
Troldkvinder true jeg tör. 
På våde Stavn 
stod jeg helt ofte. 
Kvældridere kvalte jeg tidt. 

16. 
“Hvad hedder du, 
liggrådige Hex? 
Hvilken Fader dig fostred? 
Ni Röster skulde du 
synke i Jorden ned 
og Græs gro ud af din Barm.” 

Hrimgerd. 
17. 
“Hrimgerd jeg hedder; 
Hate hed min Fader, 
den vældigste Jætte, jeg vidste. 
Han røved mangen 
Mø af Gårde, 
förend Helge ham hug.” 

Atle. 
18. 
“Lede Kvinde! 
Jeg så dig ligge 
i Fjorden for Fyrstens Skibe. 
Til Rans Huse 
vilde Helte du sende. 
Med Stang vi stødte dig bort.” 

Hrimgerd. 
19. 
“Dum er du nu, Atle! 
I Drömme du taler. 
Brynet synker ned for dit Blik. 
Min Moder lå 
for den mægtiges Skibe; 
jeg drukned i Sø Hlödvars Sönner. 

20. 
Vrinske vilde du, Atle! 
hvis ej gildet du var. 
Hrimgerd rejser sin Hale. 
Du bærer, Atle! 
i Bagen dit Hjerte forvist, 
skönt du har en vrinskende Røst.” 

Atle. 
21. 
“En Hingst monne jeg tykkes dig, 
hvis du prøve det tör, 
og jeg stiger af Sø på Land. 
Da slår jeg dig sønder, 
om så det mig lyster, 
og du sænker din Svans, Hrimgerd!” 

Hrimgerd. 
22. 
“Gå i land, Atle! 
om på din Styrke du lider. 
I Varins Vig vil vi mødes. 
Bryde jeg skal 
dine Ribben isønder, Mand! 
hvis du kommer i mine Klør.” 

Atle. 
23. 
“Ej monne jeg gå, 
för Mændene vågne 
og holde over Herskeren Vagt. 
Ej uventet er det, 
når Utysker komme 
og svømme op under vort Skib.” 

Hrimgerd. 
24. 
“Vågn op, Helge! 
Giv Bod til Hrimgerd, 
hvis Fader Hate du hugged. 
Én Nat hun kan 
hos Kongen sove; 
så har for sin Sorg hun Bod.” 

Helge. 
25. 
“Lodin hedder din Elsker. 
Led er du for Mandkön. 
På Thollø bor den Thurs, 
den vise Jætte, 
den værste af Fjældfolk. 
Slig Mand sig sömmer for dig.” 

Hrimgerd. 
26. 
“Hende vil du heller, Helge! 
som Havnene skued 
nu i Nat med Mændene. 
Den guldprydede Mø 
tyktes mig mægtigst af alle. 
Her steg hun i Land fra Hav 
og frelste så eders Flåde. 
Ene hun volder, 
at ej jeg kan 
sænke eders Flåde i Sø.” 

Helge. 
27. 
“Hør du nu, Hrimgerd! 
Hvis jeg bøder din Harm, 
sig da til Kongen forsand: 
var det én Kvinde, 
som frelste Ædlingens Skibe, 
eller fore de flere i Tal?” 

Hrimgerd. 
28. 
“Tre Gange ni var i Flok. 
Én red foran; 
hjelmklædt var hun og hvid. 
Hestene stamped; 
af deres Manker stænked 
Dug i dybe Dale, 
Hagl i höje Skove. 
Det giver Folket frugtbart År. 
Ledt var mig det Syn, som jeg så.” 

Atle. 
29. 
“Se nu mod Østen, Hrimgerd! 
Med Dødsord sendte dig 
Helge til Hel. 
På Land og på Hav 
bjerget er Høvdingens Flåde 
og Kongens Kæmper med den. 

30. 
Dag er det, Hrimgerd! 
For længe du dvæled. 
Atle dit Liv monne øde. 
Et latterligt Mærke 
tykkes du mig. 
Som en Sten i Havnen du står.”

Kong Helge var en vældig Kriger; han kom til Kong Ølime og friede til hans Datter Svåva. Helge og Svåva gave hinanden Troskabsløfte og elskede hinanden overmåde höjt. Svåva var hjemme hos sin Fader, og Helge var på Hærtog. Svåva var endnu Valkyrje ligesom för. Hedin var hjemme i Norge hos sin Fader, Kong Hjörvard. Hedin vendte en Juleaften alene hjem fra Skoven og traf på en Troldkvinde. Hun red på en Ulv og havde Orme til Tömme. Hun tilbød Hedin sit Følgeskab. Nej, sagde han. Hun sagde: det skal du undgælde ved Bragebægeret. Om Aftenen aflagde man Løfter. Sonegalten blev ført frem; på den lagde Mændene deres Hænder, og da aflagde Mændende Løfter ved Bragebægeret. Hedin svor, at han vilde besidde Svåva, Ølimes Datter, hans Broders Elskede, og angrede han det så meget, at han drog bort ad vildsomme Stier til Landene mod Syd og traf Helge, sin Broder. Helge sagde:

31. 
“Hil dig, Hedin! 
Hvad har du at sige? 
Hvad nyt véd du 
fra Norges Rige? 
Hvi monne du fare 
af Landet, Fyrste! 
og kommer ene 
med os at tale?” 

Hedin. 
32. 
“Meget större Brøde 
mig har hjemsøgt. 
Jeg har kåret 
den kongebårne 
kåret din Brud 
ved Bragebæger.” 

Helge. 
33. 
“Du har ingen Skyld. 
Sande monne vorde 
de Ord, vi tvende 
ved Bæger talte. 
Mig har til Stranden 
Kongen stævnet. 
Om trende Nætter 
vi dér vil træffes. 
Hvis ej jeg vender 
atter tilbage, 
da ske til det gode 
sligt, om det skal.” 

Hedin. 
34. 
“Du sagde, Helge! 
at Hedin var 
værdig til godt 
og til store Gaver. 
Dig det sömmer 
at göre Sværde røde 
og ej dine Fjender 
Fred at give.” 

Helge. 
35. 
“Der red en Kvinde 
på Ulv i Kvæld; 
Hedin vilde 
til Huse hun følge. 
Hun vidste vel 
at vejes skulde 
Sigrlins Sön 
på Sigarsvang.”

Da sagde Helge, fordi han anede, at hans Død var nær, og at hans Fylgjer havde besøgt Hedin, da han så Kvinden ride på Ulven. Alv hed en Konge, sön af Hrodmar. han havde afstukket en Kampplads med Hasler for Helge på Sigarsvang med tre Nætters Frist. Der var en stor Kamp, og der fik Helge Banesår.

36. 
Sendte da Helge 
Sigar at ride 
til Ølimes 
eneste Datter 
“Byd hende brat 
sig at berede, 
om hun vil finde 
Fyrsten i Live.” 

Sigar. 
37. 
“Mig har Helge 
sendt herhen 
for med Svåva 
selv at tale. 
Dig vilde den mægtige 
end éngang møde, 
för Ånden forlod 
den ædelbårne.” 

Svåva. 
38. 
“Hvad er med Helge, 
Hjörvards Sön? 
Tunge Sorger 
til mig søge. 
Hvis Sår ham traf, 
eller Sværd ham bed, 
da vil jeg de Mænd 
Mén forvolde.” 

Sigar. 
39. 
“Her faldt imorges 
ved Frekastén 
den vakkreste Helt, 
som var under Solen. 
Alv mon råde 
for Sejren ene. 
Gid han ej gjorde det 
denne gang.” 

Helge. 
40. 
“Hil være dig, Svåva! 
Sorg jeg dig volder. 
For sidste Gang 
vi ses på Jorden. 
Af Fyrstens Sår 
Blodet strömmer. 
Nær til Hjertet 
har Sværdet nåt. 

41. 
Jeg beder dig, Svåva! 
– græd ej, min Brud! – 
Om du vil lyde 
mit sidste Ord, 
så lader for Hedin 
du Lejet berede, 
og du vil elske 
den unge Konge.” 

Svåva. 
42. 
“Det løfte jeg gav 
i mit liflige Hjem 
forhen, da Helge 
med Ringe mig fæsted, 
at aldrig jeg vilde, 
når Ædlingen blegned, 
ukendt Fyrste 
tage i Favn.” 

Hedin. 
43. 
“Kys mig, Svåva! 
Ej kommer jeg för 
til Roghejm hjem 
og til Rødulsfjælde, 
för jeg har hævnet 
Hjörvards Sön, 
den vakkreste Helt, 
som var under Solen.”

Det er blevet sagt, at Helge og Svåva bleve genfødte.



Noter:

15. Kvældridere = Troldtöj, som rider gennem Luften om Aftenen.

Comments are closed.