Sangen om Rig

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Første afdeling: Gudesange

Så sige Mænd i gamle Fortællinger, at en af Aserne, som hed Hejmdal, for på Rejse langs med en Strand ved Søen; han kom til et Bo og kaldte sig Rig. Om dette Sagn fortælles i dette Kvæde.

1. 
Engang gik 
ad grönne Stier 
den ældgamle, stærke, 
kyndige As. 
Vældig og Rask 
vandrede Rig. 

2. 
Videre gik han 
midt ad Vejen. 
Til et Hus han kom. 
Lukket var Lågen. 
Ind han gik. 
Ild var på Gulvet; 
et gråhærdet Ægtepar 
sad ved Arnen, 
Å og Edda 
med Hætte om Hoved. 

3. 
Rig forstod 
dem Råd at give; 
så han sig midt 
på Bænken satte, 
og til begge Sider 
sad Salens Folk. 

4. 
Da tog Edda 
så dröj en Lev, 
tung og tyk, 
med tætte Såer. 
Mad bar hun frem 
midt på Borde. 
Suppe i Bolle 
på Bord hun satte. 
En søden Kalv 
var den bedste Sulmad. 

5. 
Rig forstod 
dem Råd at give. 
Op han da stod 
for til Sengs at gå. 
Midt på Lejet 
han sig lagde; 
til begge sider 
lå Salens Folk. 

6. 
Så blev han der 
tre samfulde Nætter, 
gik saa videre 
midt ad Vejen. 
Ni Måneder 
mon forløbe. 

7. 
Et Barn fik Edda; 
med vand de det øste; 
sort var det i Huden. 
Træl lod de det hedde. 

8. 
Drengen voksede; 
vel han trivedes. 
På Hænderne havde han 
rynket Hud, 
knuddrede Knoer 
og tykke Fingre. 
Fælt var hans Ansigt, 
Ryggen ludende 
og Hælene lange. 

9. 
Snart han lærte 
sin Styrke at prøve, 
Bast at binde, 
Byrder berede; 
end bar han Ris til Huse 
den hele Dag. 

10. 
Til Gården kom 
en Pige gående. 
Sårede var Fødderene; 
Armen var solbrændt; 
Næsen var böjet. 
Thy hun nævntes. 

11. 
Midt på Sædet 
hun sig satte 
og hos hende sad 
Husets Sön. 
De snakked og hvisked, 
og Seng sig redte 
Træl og Thy 
i de tunge Dage 

12. 
Börn de fik 
og i Glæde de bode. 
Jeg tror, de héd 
Hrejm og Fjosne, 
Klu og Klegge, 
Kefse, Fulne, 
Drumb og Digvald, 
Drött og Hösve, 
Lut og Leggjald. 
Gærder de lagde, 
Marker de gøded 
og var glade ved Svin; 
Geder de vogted 
og Törv de grove. 

13. 
Døttrene vare 
Drumbe og Kumbe, 
Ökkvinkalve, 
Arinnevje, 
Ysje og Ambåt, 
Ejkintjasne, 
Tötryghyple 
og Trönubejne. 
Deden er avlet 
Trællenes Ætter. 

14. 
Vandred da Rig 
ad de rette Veje 
og kom til en Hal. 
Dören stod på Klem. 
Ind han gik; 
Ild var på Gulvet. 
Et Ægtepar sad der 
og sysled med Arbejd; 
Ave og Amma 
Huset ejed. 

15. 
Manden snitted 
en Stok til Væven, 
Skæget var plejet; 
fra Panden faldt Håret. 
Skjorten sad stram; 
på Gulv stod Kisten. 

16. 
Kvinden sad der 
og svinged sin Rok, 
i vidtbredt Favn 
bar hun Uld på Væven. 
Slør var på Hovedet, 
Særk for Barmen, 
en Dug om Halsen, 
på Akslerne Knapper. 

17. 
Rig forstod 
dem Råd at give; 
så han sig midt 
på Bænken satte, 
og til begge Sider 
sad Salens Folk. 

18. 
Da tog Amma . . .*) 

19. 
Rig forstod dem 
Råd at give; 
op stod han fra Bord 
for til Sengs at gå. 
Midt på Lejet 
han sig lagde; 
til begge sider 
lå Salens Folk. 

20. 
Så blev han der 
tre samfulde Nætter, 
gik så videre 
midt af Vejen. 
Ni Måneder 
mon forløbe. 

21. 
Et Barn fik Amma; 
med Vand de det øste. 
Karl de det kaldte. 
Rød af Hår og Kinder 
i Lin blev han svøbt. 
Hans Öjne spilled. 

22. 
Drengen voksede; 
vel han trivedes, 
lærte Øksne at tæmme, 
Plov at tømre, 
Huse at danne 
og dertil Lader, 
Karrer at lave, 
Plov at køre. 

23. 
Hjem de aged en Mø 
med Nögler ved Midje 
i Gedeskindskjortel; 
med Karl de hende gifted. 
Snar hun hedder; 
under Lin hun sig satte. 
Der de da bode 
og Ringene delte, 
Lagener bredte, 
satte Bo. 

24. 
Börn de fik, 
og i Glæde de bode: 
de hed Hal og Dreng, 
Höld, Thegn og Smed, 
Bred og Bonde, 
Bundenskæg, 
Bo og Bodde, 
Bratskæg og Segg. 

25. 
End hed Døttrene 
med andre Navne: 
Brud og Svanne, 
Svarre, Sprakke, 
Fljod, Sprund og Viv, 
Fejma og Ristil. 
Deden er komne 
Karlenes Ætter. 

26. 
Deden gik Rig 
ad de rette Veje. 
Til en Sal han kom; 
mod Syd vendte Dören. 
Åben de stod; 
en Ring sad i Stolpen. 

27. 
Ind han da gik; 
Gulvet var strøt. 
Et Ægtepar sad der, 
så hinanden i Öje, 
– Fader og Moder – 
med Fingrene leged. 

28. 
Husfader sad 
og snoede en Streng, 
Elmen han böjed, 
Pile skæfted. 
Husfruen sad 
og så på sine Arme 
strøg Klædningen glat 
og snörede Ærmer. 

29. 
Med Hovedtöj hun knejste; 
på Barm sad Halssmykket; 
langt var Slæbet, 
Særken blåstribet; 
Brynet var klarere, 
Brystet lysere, 
Halsen skærere 
end den rene Sne. 

30. 
Rig forstod 
dem Råd at give; 
så han sig midt 
på Bænken satte, 
og til begge Sider 
sad Salens Folk. 

31. 
Da tog Moderen 
den mønsterede Dug, 
bredte den hvide 
Hördug over Bordet. 
Derpå tog hun 
de tynde Brød, 
lagde de hvide 
Hvedebrød på Dugen. 

32. 
Fulde Skåler, 
sølvbeslagne, 
stegte Fugle 
og Flæsk hun bragte. 
Der var Vin i Kanden 
og kostbare Bægre. 
De drak og talte, 
mens Dagen helded. 

33. 
Rig forstod dem 
Råd at give. 
Da rejste sig Rig 
og redte sit Leje. 
Midt på Lejet 
han sig lagde; 
til begge sider 
lå Salens Folk. 

34. 
Så blev han der 
tre samfulde Nætter, 
gik så videre 
midt ad Vejen. 
Ni Måneder 
mon forløbe. 

35. 
Moder fødte en Svend, 
som i Silke hun svøbte. 
Med Vand de ham øste; 
Jarl lod de ham hedde. 
Lyst var hans Hår, 
lyse hans Kinder, 
skarpt var Öjet 
som Ormens Afkoms. 

36. 
Jarl vokste op 
der i Hjemmet; 
Spyd han svang, 
Strænge han snode, 
Elm han böjed, 
Pile skæfted, 
Spydet slynged, 
Landser svang, 
red på Heste, 
hidsed Hunde, 
Sværde svang, 
i Vandet svømmed. 

37. 
Fra Skovens Rige 
Rig kom vandrende, 
Rig kom vandrende 
og Runer ham lærte. 
Sit Navn han ham gav, 
sin Sön han ham nævned 
og bød ham eje 
Arv og Lande, 
Arv og Lande 
og ældgamle Bygder. 

38. 
Fra Hjem ad mörke 
Skov red Jarl, 
over rimklædte Höjder, 
til Hallen han fandt. 
Da svang han Landsen 
og rysted Spæret, 
spored Hesten 
og Sværdet svang. 
Drab han voldte, 
så Vangen rødmed, 
Fjender han vog 
og Land sig vandt. 

39. 
Så råded han ene 
for atten Boer. 
Gods han delte; 
til alle han gav 
kostelige Smykker 
og slanke Heste; 
Rigdom han spredte, 
hug Ringen sønder. 

40. 
Sendemænd ad våde 
Veje aged; 
til en Hal de kom, 
hvor Herse bygged. 
en Mø han ejed, 
midjeslank, 
hvid og vís, 
den værne Erna. 

41. 
Til hende de fried, 
og hjem hende førte. 
Med Jarl de hende gifted; 
under Lin hun gik. 
Sammen de bygged 
og Slægten øged; 
deres Alder de nød 
og elsked hinanden. 

42. 
Bur var den ældste 
og Barn den anden; 
Jod og Adel, 
Arve, Afkom, 
Nid og Nidjung, 
Sön og Svend 
lærte at svømme 
og Brætspil lege. 
Knud hed én; 
Kon var den yngste. 

43. 
Op dér voksede 
Jarlens Sönner; 
Heste de styred, 
Skjolde de böjed, 
Pile de skrabed, 
Sværde de svang. 

44. 
Men den unge Kon 
kendte til Runer, 
Tidsruner 
og Aldersruner. 
Dertil han mægted 
Mænd at bjerge, 
Sværdsodder døve, 
Sø at lægge. 

45. 
Fuglesang lærte han, 
Ildsluer at lægge, 
Sind at dulme, 
Sorger at dysse; 
Styrke han ejed 
som otte Mænd. 

46. 
Med Rig Jarl han 
om Runer stredes 
og kunster øved; 
Kon var visest. 
Sådan han vandt, 
at han altid siden 
Rig blev kaldt 
og Runer kendte. 

47. 
Unge Kon red 
gennem Krat og Skove; 
Spyd han slynged 
og Småfugle jog. 

48. 
Kvad da en Krage, 
som sad på Kvist: 
“Skal du, unge Kon! 
efter Småfugle jage? 
Heller du skulde 
på Heste ride, 
svinge Sværde 
og Hæren slå. 

49. 
Dan og Danp 
eje dyre Haller 
og bedre Odel, 
end I besidde. 
Fuldtvel de kunne 
paa Kølen ride; 
Sværd de kende 
og Sår de slå.”



Noter:

18. *) Skildringen af Måltidet er her udfalden 
23. Ringene = Ejendommen 
Digtets slutning er ufuldstændig. Man ser, at Rigs Æt sættes i Forbindelse med de ældgamle Konger af Navnet Dan. Efter Snorre var Dan Mikillate Rigs (= Kons) Sönnesön.

Comments are closed.