Sangen om Sigdrive

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Sigurd red op på Hindarfjeld og vendte sig mod Syd ad Frankland til. På Fjældet så han et stort Lys; som om Ild brændte, og det skinnede op mod Himlen, men da han kom derhen, så stod der en Skjoldborg, og op af den ragede et Banner. Sigurd gik ind i Skjoldborgen og så at der lå en Mand der og sov i fuld Rustning. Han tog först Hjelmen af hans Hoved; da så han, at det var en Kvinde. Brynjen sad fast, som om den var vokset til Kødet; da skar han med Gram fra Hovedåbningen ned igennem og, således også ud gennem begge Ærmer. Da tog han Brynjen af hende; men hun vågnede, satte sig op, så Sigurd og sagde:

1. “Hvad bed Brynjen? 
Hvi er jeg vågnet? 
Hvo har mig løst 
af de bleggrå Lænker?” 

Sigurd. 
“Sigmunds Sön. 
(Nylig sled 
i Ådsel Ravnen.) 
Sigurds Sværd.” 

Sigdrive. 
2. 
“Længe jeg sov; 
længe jeg slumred; 
lang er Lidelsens Tid. 
Odin volder, 
at ej jeg mægted 
de Runer at rokke.”

Sigurd satte sig ned og spurgte om hendes Navn. Hun tog da et Horn fuldt af Mjød og gav ham en Erindringsdrik.

3. 
“Hil dig, Dag
Hil jer, Dags Sönner! 
Hil jer, Nat og Nats Datter! 
Skuer hid til os 
med venlige Öjne, 
og giver de siddende Sejr. 

4. 
Hil jer, Aser
Hil jer, Asynjer
Hil dig, du hulde Jord! 
Giv os to Ædlinge 
Ord og Mandevid 
og lægende Hånd, mens vi leve.”

Hun kaldte sig Sigdrive og var en Valkyrje. Hun sagde, at to Konger kæmpede med hinanden: den ene hed Hjalmgunnar; han var dengang gammel og en udmærket Kæmpe, og Odin havde lovet ham Sejr, men:

Sigdrive. 
“Den anden hed Agnar
Ødes Broder, 
han, hvem ingen 
eje vilde. 
Den kække Fyrste 
lod vore Fjederhamme 
(vi otte Søstres) 
under Egen lægge. 
Tolv Vintre var jeg, 
om dig lyster at vide, 
da Eder jeg svor 
til den unge Konge.*) 

Så lod jeg i Godthjod 
den gamle Konge 
(Hjalmgunnar hed han) 
vandre til Hel. 
Sejr gav jeg den unge 
Broder til Øde; 
derved jeg vakte 
Odins Vrede. 

I Skatelund han stænged 
mig tæt med Skjolde, 
med røde og hvide, 
mellem Skjoldenes Rande. 
Den Mand bød han 
min Sövn at bryde, 
som aldrig i Verden 
vidste til Frygt. 

Omkring min Sal, 
som mod Sönden vendte, 
lod höjt han brænde 
Vedets Hærger,**) 
Én Helt bød han 
over Ilden ride, 
den, der bragte mig det Guld, 
som under Fåvne gemtes.”

Sigdrive fældede Hjalmgunnar i Kampen, men Odin stak hende med en Søvntorn for at hævne det og sagde, at hun aldrig siden skulde vinde Sejr i Kamp, og at hun skulde giftes. “Men jeg sagde ham, at jeg svor en Ed derimod, at jeg ikke vilde giftes med nogen Mand, som kunde ræddes.” – Kan svarer og beder hende lære sig Visdom, hvis hun havde Kundskab om alle Verdener. Sigdrive sagde:

5. 
“Øl jeg dig bringer, 
du Brynjethings Hersker! 
med Kraft og herlig 
Hæder blandet. 
Fuldt er det af Sange 
og signende Ord, 
af god Trolddom 
og Gammensruner. 

6. 
Sejrruner skal du riste, 
om Sejr du vil have. 
Skriv dem på Sværdets Hjalte, 
somme langs Klingen, 
somme nær Odden, 
og nævn to Gange Ty. 

7. 
Ølruner skal du kunne, 
om du vil en andens Kvinde 
göre tro mod dig, som hende tror. 
På Horn skal de ristes 
og på Håndens Ryg, 
og “Nød” skal mærkes på Negl. 

8. 
Bæger skal man signe, 
se sig for mod Fare 
og i Drikken lægge Løg. 
Da ved jeg forvist, 
at aldrig dig vorder 
ménblandet Mjød. 

9. 
Hjælpruner skal du kunne, 
om hjælpe du vil 
fødende Kvinder i Kvide. 
I Hånd skal de ristes 
og lægges rundt om Led. 
Diser du bede om Bistand. 

10. 
Brændingsruner du riste, 
om du vil bjerge 
Sejlheste i Sø. 
på Stavn de ristes, 
på Rorets Blad 
og brændes med Ild i Åre. 
Ej er Brænding så brat 
eller Bølger så blå, 
du kom dog helskindet af Hav. 

11. 
Kvistruner skal du lære, 
om Sot du vil læge 
og vide at sörge for sår. 
I Bark skal de skæres, 
i Skovens Træ, 
hvis Løv luder mod Øst. 

12. 
Målruner skal du kunne, 
at ingen skal mægte 
at lönne dig Harm med Had. 
Dem du vinder, 
dem du væver, 
dem du sætter alle sammen, 
nar Mænd på Thinge 
alle mødes, 
at Folket Dom kan få. 

13. 
Sindsruner skal du kunne, 
om snildere du vil være 
end alle andre. 
Dem råded, 
dem risted, 
dem udtænkte Hroft 
af den Drik, 
som var dryppet 
af Hejddrøpnes Hoved 
og af Hoddrovnes Horn. 

14. 
På Bjerget han stod 
med Sværdet Brime, 
havde Hjelm på Hoved. 
Da mælte Mims Hoved 
det förste fremvise Ord 
og Sandhed sagde: 

15. 
“På Skjoldet er de ristede, 
som står for den skinnende Gud, 
på Årvaks Øre 
og på Alsvins Hov, 
på Hjulet, som ruller 
under Rögnes Vogn, 
på Slejpnes Tænder, 
på Slædens Bånd, 

16. 
På Björnens Lab 
og på Brages Tunge, 
på Ulvs Klør 
og på Örnens Næb, 
på blodige Vinger 
og på Broens Ende, 
på løsende Hånd 
og på lindrende Spor, 

17. 
På Glas og på Guld, 
på gavnlige Smykker, 
i Vin og i Øl 
og på vante Sæde, 
på Gungnes Odd 
og på Granes Bryst, 
på Nornens Negl 
og på Uglens Næb.” 

18. 
Alle Runer bleve afskrabede, 
som vare indristede, 
og blandede med den hellige Mjød 
og sendte ad vide Veje. 
De ere hos Aser, 
de ere hos Alfer
somme hos de vise Vaner
somme hos Menneskenes Sönner. 

19. 
Det er Bogruner, 
det er Hjælpruner 
og alle Ølruner 
og dyre Trylleruner. 
Hvo ej dem glemmer 
og ej dem forvirrer, 
han har dem til Held. 
Nyd dem, om du nemmed, 
til Guder forgå. 

20. 
Nu skal du vælge, 
da Valg dig bydes, 
du hvasse Våbens Helt! 
Vælg om Tale 
eller om Tavshed du vil. 
Alt ondt er af Skæbnen bestemt.” 

Sigurd. 
21. 
“Ej vil jeg fly, 
om end ond er min Skæbne. 
Ej blev til Fejghed jeg født. 
Alle dine venlige 
Råd vil jeg eje, 
så længe som jeg lever.” 

Sigdrive. 
22. 
“Det er mit förste Råd, 
at mod dine Frænder 
du brødefri bliver, 
at ej du hævner, 
hvad Harm de dig volde. 
Det er efter Døden bedst. 

23. 
Det er mit andet Råd, 
at Ed du ej sværger 
uden slig, som er sand. 
Svart skal revses, 
hvo Tillid sviger. 
Edbryder hades som Ulv. 

24. 
Det er mit tredje Råd, 
at ej du på Thinge 
trættes med tåbelige Mænd. 
Usnild Mand 
taler ofte 
værre Ord, end han véd. 

25. 
Ej er det godt, 
når du tier til Ordet. 
Da tykkes det sandt at være sagt 
eller du fejg at være født 
Ilde får man høre i Huset, 
når ej sit Rygte man agter. 
Dræb Fornærmeren 
næste Dag. 
Så give du Lön for Lögn. 

26. 
Det er mit fjerde Råd: 
Bor der en falsk, 
lastefuld Vølve ved Vej, 
da er det bedre at gå 
end Gæst at være, 
om end Natten er nær. 

27. 
Til spejdende Öje 
trænge Mændenes Sönner, 
når de gå kække til kamp. 
Onde Kvinder 
sidde ofte ved Vej 
og døve Sværd og Sind. 

28. 
Det er mit femte Råd: 
Om end fagre Brude 
på Bænk du skuer, 
lad ej Slægtninges Sølv 
forstyrre din Søvn. 
Lok ikke Kys af Kvinder. 

29. 
Det er mit sjette Råd: 
Når Mænd i Rus 
tale Ukvemsord, 
skal ej du kives 
med drukne Kæmper. 
Vin stjæler mangens Vid. 

30. 
Kiv og Øl 
har ofte været 
mangen til Mén, 
somme til Bane, 
somme til Skade. 
Mange Ting volde Mændene ondt. 

31. 
Det er mit syvende Råd: 
Har du en Strid 
med kække Kæmper, 
da er det bedre 
for djærve Mænd 
at slås end at brændes i Bo. 

32. 
Det er mit ottende Råd, 
at for ondt du dig vogte 
og frygte for falske Ord. 
Dår ej Mø 
eller Mands Kvinde. 
Lok hende ej til Lyst. 

33. 
Det er mit niende Råd: 
at Lig du redder, 
hvor du dem finder på Vej, 
om de er døde af Sot 
eller døde på Sø 
eller døde på Val ved Våben. 

34. 
Bad skal du lave 
for dem, hvis Liv er ledet, 
to deres Hænder og Hoved, 
kæmme og törre ham, 
för i Kiste han lægges 
og byde ham sove saligt. 

35. 
Det er mit tiende Råd, 
at aldrig du tror 
Ed af din Fjendes Ætling, 
hvis Broders Bane du er, 
eller hvis Fader du fælded. 
Ulv bor i den unge Sön, 
om end han er glad ved guld. 

36. 
Ej kan Strid 
og Vrede dysses i Sövn 
og Harm ej heller. 
Til Vid og Våben 
trænger forvist en Konge, 
der fremmest skal være i Folket. 

37. 
Det er mit ellevte Råd, 
at for ondt du dig vogter 
til hver Tid fra din Ven. 
Længe, ved jeg, 
skal Kongen ej leve; 
tung er den Tvedragt, som truer.”

Sigurd sagde: “Der findes ingen visere Mand, og det sværger jeg at dig vil jeg eje, og du er efter mit Sind.” Hun svarer: “Dig vil jeg helst eje, om jeg så skulde vælge blandt alle Mænd.” Dette bekræftede de med Ed indbyrdes.



Noter:

I Sange, som ikke ere bevarede, fortælles nu, hvorledes Dronning Grimhilds Trylledrik bringer Sigurd til at glemme Brynhild, og hvorledes han påtager sig Gunnars Skikkelse og rider gennem Ilden om Brynhilds Borg for at fri til hende for Gunnar. Herom sige et Par bevarede Vers:

Ild flammed op, 
og Jorden skælved; 
den höje Lue 
mod Himlen spilled. 
Få af Kongens 
Kæmper sig trøsted 
at ride over Ilden 
eller over den stige. 

Sigurd Grane 
slog med Sværdet; 
Ilden sluktes 
foran Ædlingen. 
Luen sig lagde 
for lovprist Helt. 
Ridetöj blinked, 
som Regin åtte.

Gunnar ægtede da Brynhild og Sigurd Gudrun, men da Brynhild opdagede den Svig, der var øvet, hidsede hun Gunnar til at dræbe Sigurd.

1. Nylig sled i Ådsel Ravnen. Disse Ord sigte til Fåvnes Død. 
*) Agnar gjorde sig Valkyrjerne lydige ved at røve deres Hamme og tage dem selv i Ed. 
**) Vedets Hærger dvs.: Ilden 
6. Ty – Krigsgudens Navn. 
7. “Nød” dvs.: Navnet på Bogstavet N. 
12. Målruner dvs.: Veltalenheds Runer. 
13. Hroft dvs.: Odin. 
13. Hejddrøpne cg Hoddrovne ere Navne på Mime. 
14. han dvs.: Odin. 
15. Den skinnende Gud dvs.: Solen. – Årvak og Alsvin dvs.: Solhestene. – Rögne dvs.: Odin. 
17. Gungne, Odins Spyd. 
28. Slægtninges Sølv -, som du nemlig kunde vinde ved Giftermål.

Comments are closed.