Sangen om Vølund

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

Nidud hed en konge i Svithjod; han havde to Sönner og én Datter, der hed Bødvild. Der var tre Brödre, Sönner af Finnekongen; den ene hed Slagfinn, den anden Egil, den tredje Vølund. De løb på Skier og jagede Dyr. De kom til Ulvedale og byggede sig der et Hus; der er et Vand, som hedder Ulvesø. En Morgen tidlig fandt de ved Søens Strand tre Kvinder, der spandt Hör. Hos dem lå deres Svanehamme; det var Valkyrjer. Der var to Døtre af Kong Lødve, Hladgud, kaldet Svanhvide, og Hervör, den alvidende; den tredje var Alrun, Kjårs Datter af Valland. Brödrene toge dem hjem med til deres Hytte. Egil fik Alrun, Slagfinn Svanhvide og Vølund Alvid. De boede der i syv Vintre; da flöj Kvinderne ud at søge Kampe og kom ikke tilbage. Da fór Egil ud på Skier, at lede efter Alrun, og Slagfinn ledte efter Svanhvide, men Vølund sad i Ulvedalene han var den kunstfærdigste Mand, som Mænd vide af at sige i gamle Sagn. Kong Nidud lod ham fange med Vold, således, som her nu fortælles:

1. 
Gennem mörke Skove 
flöj Møer fra Sønden; 
til Val de søgte, 
for Skæbnen at råde. 
Ved Søens Strand 
de sig satte til Hvile, 
de Sydlandske Kvinder; 
dyrt Lin de spandt. 

2. 
Monne hos en af de 
fagre Møer 
Egil hvile 
ved hvide Bryster; 
Svanhvide var den anden, 
som i Svaneham flöj. 
Den tredje Mø 
af de trende Söstre 
favnede Vølunds 
hvide Hals. 

3. 
Siden sad de 
syv Vintre sammen; 
i den ottende 
Attråen vågned; 
i det niende År 
den tvang dem alle. 
Møerne længtes 
til mörke Skov. 
For Skæbnen den unge 
Alvid vil råde. 

4. 
Hjem kom skarpöjet 
Skytte fra Jagten. 
Slagfinn og Egil 
fandt øde Sale. 
De gik ud og ind 
og så sig om. 
Mod Øst skred Egil 
efter Alrun, 
Slagfinn mod Syd 
efter Svanhvide. 

5. 
Ene sad Vølund 
i Ulvedale, 
hamred det røde Guld 
i den glødende Esse. 
Ringenes Led 
Til Lænke han föjed. 
Sådan han vented 
på den væne 
Kvinde, om atter 
hun komme turde. 

6. 
Spurgte da Nidud, 
Njarernes Fyrste, 
at Vølund sad ene 
i Ulvedale. 
Om Natten kom Mænd 
med naglede Brynjer; 
deres Skjolde blinked 
i Halvmånens Skær. 

7. 
Af Sadel de steg 
ved Salens Gavl, 
gik så ind 
op gennem Salen. 
Ringe på Bånd 
af Bast så de dragne, 
syvhundred i alt. 
Vølund dem ejed. 

8. 
Af Bånd de dem drog, 
og på Bånd de dem trak, 
én undtagen, 
som ej de trak på. 
Da kom skarpöjet 
Skytte fra Jagten; 
Vølund vendte hjem 
fra den lange Vej. 

9. 
Gik han Kød af den brune 
Björn at stege. 
Der flammed det törre 
Fyrreris; 
vindtørt Ved 
brændte for Vølund. 

10. 
Paa Björneskind Alfers 
Mester sig bænked 
og paa Ringene skued; 
én han savned. 
Han trode, at Lødves 
lyse Datter, 
Alvid den unge 
var atter kommen. 

11. 
Sad han så længe, 
til han slumred, 
og atter han vågned 
uden Gammen. 
Om Hænderne lå 
Lænker tunge, 
og Fødderne var spændte 
fast i Bånd. 

12. 
“Hvo er de mægtige, 
som Ringenes Vogter 
mægted med Bast 
og Bånd at binde?” 

13. 
Mælte da Nidud, 
Njarernes Fyrste: 
“Hvor har du, Vølund! 
Alfernes Viser! 
fundet vort Eje 
i Ulvedale?” 

Vølund 
14. 
“Guld var der ikke 
på Granes Vej; 
fjærnt, tror jeg, er vort Land 
fra Rhinens Fjælde. 
Mere Rigdom 
vi ejed, jeg mindes, 
da endnu i Fred 
vi var hjemme alle. 

15. 
Hladgud og Hervör 
var Börn af Lødve, 
og kendt var Alrun, 
Datter af Kjår.” 

16. 
Ude står Kongens 
kløgtige Kvinde, 
og ind hun gik, 
op gennem Salen. 
På Gulvet hun stod 
og talte stille: 
“Ej skuer den mildt, 
som fra Skoven kommer.”

Kong Nidud gav sin Datter Bødvild den Guldring, han drog af Basten hos Vølund, og selv bar han det Sværd, som Vølund ejede. Dronningen kvad:

17. 
“Hans Öjne ere 
som den skinnende Orms; 
Tænder han skærer, 
når Sværdet han skuer. 
Bødvilds Ring 
end bedre han kender. 
Skære I over 
Senernes Styrke, 
og fører ham siden 
til Sævarsted.”

Da bleve hans Sener skårne over i Haserne, og han blev sat ud på en Holm, som lå der udenfor Landet og hed Sævarsted. Der smedede han alskens Kostbarheder til Kongen. Ingen Mand turde komme til ham uden Kongen. Vølund Kvad:

18. 
“Der skinner ved Niduds 
Bælte et Sværd; 
selv jeg det hvæssed, 
så skarpt jeg kunde; 
med Kunst jeg vidste 
Klingen at hærde. 
Aldrig skal jeg skue 
det skinnende Glavind; 
til Vølunds Esse 
det aldrig bringes. 

19. 
Nu bærer Bødvild 
min væne Bruds 
røde Ringe;- 
Ej Bod jeg ændser.” 

20. 
Der sad han; ej sov han; 
med Hamren han slog. 
Ondt mod Nidud 
snart han øved. – 
Da søgte Niduds 
Sönner tvende 
til Sævarsted; 
gennem Dör de så. 

21. 
Til Kisten kom de 
og Nöglerne kræved. 
Ondt var deres Åsyn, 
da alt de skued. 
Mange Smykker 
Ynglingene så, 
det røde Guld 
og kostbare Ringe. 

22. 
“Kommer alene 
en anden Dag
Da giver jeg eder 
Guldet i Eje. 
Sig ej til Møer 
eller Mænd i Sale, 
siger til ingen, 
at mig I søgte.” 

23. 
Snart sagde den ene 
Svend til den anden: 
“Lad os gå 
Guldet at skue.” 
Til Kisten kom de 
og Nöglerne kræved. 
Ondt var deres Åsyn, 
da alt de skued. 

24. 
Svendenes Hoveder 
hugged han af; 
deres Kroppe i Dynd 
under Bælgen han kasted. 
Håret han skilte 
fra Pandernes Skaller; 
i Sølv han dem slutted, 
til Nidud dem skænked. 

25. 
Ædelstene 
fra Öjnenes Huler 
han sendte til Kongens 
kløgtige Kvinde. 
Af de tvendes 
Tænder han dannes 
Brystringe prægtige 
og til Bødvild dem sendte. 

26. 
Bødvild roste 
den skönne Ring 
. . . . . . . . . . 
. . . . . . . . . . 
. . . . . . . . . . 
til Vølund hun bragte 
den brustne Ring: 
“Ej tör jeg det sige 
uden ene til dig.” 

Vølund kvad: 
27. 
“Guldets Brøst 
bøder jeg så, 
at du tykkes din Fader 
fagrere vorden; 
meget skönnere 
skal du synes din Moder 
og dig selv 
på samme Vis.” 

28. 
Så skænked han hende Øl, 
listig i Sinde, 
så at på Sædet 
i Sövn hun faldt. 
“Nu har jeg hævnet 
al min Harm 
undtagen den ene 
værste Ondskab.” 

29. 
“Ret så,” kvad Vølund: 
“Vær rask på Fode, 
skönt Niduds Kæmper 
Kraften mig røved.” 
Leende Vølund 
i Luften sig hæved; 
grædende Bødvild 
gik fra Øen, 
frygted sin Elskers, 
sin Faders Vrede. 

30. 
Ude står Kongens 
kløgtige Kvinde, 
og ind hun gik 
op gennem Salen. 
Vølund på Tag 
til Hvile sig satte. 
“Våger du, Nidud! 
Njarernes Fyrste?” 

31. 
“Altid jeg våger 
uden Glæde. 
Mindst sover jeg, siden 
mine Sönner døde. 
Koldt er mit Hoved 
og kolde dine Råd. 
Nu jeg vil 
med Vølund tale. 

32. 
Sig du mig Vølund! 
Alfernes Viser! 
Hvad Skæbne fik 
mine raske Sönner?” 

Vølund kvad: 
33. 
“Först skal du mig alle 
Eder sværge, 
ved Skibets Bord, 
ved Hestens Bov, 
ved Skjoldets Rand 
og ved Sværdets Egg, 
at ej dræbe du vil 
Vølunds Kvinde 
og ej min Brud 
Bane volde, 
om end I kende 
den Kvinde, jeg ejer, 
om end jeg Barn 
her i Hallen ejer. 

34. 
Gå du til Smedjen, 
den, som du gjorde; 
der finder du Bælgene 
med Blod bestænkte. 
Dine Svendes Hoveder 
hugged jeg af; 
deres Kroppe i Dynd 
under Bælgen jeg kasted. 

35. 
Håret jeg skilte 
fra Pandernes Skaller; 
i Sølv jeg dem slutted, 
til Nidud dem skænked. 
Ædelstene 
fra Öjnenes Huler 
jeg sendte til Kongens 
kløgtige Kvinde. 

36. 
Af de tvendes 
Tænder jeg danned 
Brystringe prægtige 
og til Bødvild dem sendte. 
Jeg voldte, at Bødvild 
er nu med Barn, 
den eneste Datter 
ef eder begge.” 

Nidud kvad: 
37. 
“Ej du mælte et Ord, 
som mer mig berøved; 
værre jeg vil ej 
Vølund ønske. 
Ingen Mand er så höj, 
at tilhest han dig tager; 
så rask er ingen, 
at med Pil han dig rammer 
der, hvor du svæver 
i Sky deroppe.” 

38. 
Leende Vølund 
i Luften sig hæved; 
sorgfuld Nidud 
sad forneden. 

Nidud kvad: 
39. 
Thakråd, stå op! 
bedste blandt Trælle. 
Byde du Møen, 
den lyse Bødvild, 
smykket at gå 
til sin Faders Sæde. 

40. 
Er det sandt, Bødvild! 
som man mig sagde: 
Sad du og Vølund 
paa Holmen sammen? 

Bødvild kvad: 
41. 
Sandt er det, Nidud! 
som han dig sagde. 
Jeg sad med Vølund 
på Holmen sammen 
i Ulykkesstund 
– gid ej jeg den kendte -. 
Ej jeg mod ham 
mægted at kæmpe; 
ej jeg mod ham 
vidste mig Råd.



Noter

13. “Viser” – som man taler om Biernes Viser. Vølund kaldes Alfernes Viser eller Fører, fordi han er ligeså kunstfærdig som de. Nidud anser sig for Ejer af hvad der findes i Ulvedalene. 
14. Vølund mener med sit Svar: jeg kan ikke have fundet det her, thi her findes jo intet Guld som ved Rhinen, hvor Sigurd fandt den store Skat, som han læssede paa sin Hest Grane. 
15. Dronningen står ved Kongsgården og ser den fangne Vølund føres ud af Skoven. 
29. Vølund har dannet sig Vinger, hvormed han nu stiger opad. 
30. De to sidste Linjer ere Dronningens Ord.

Comments are closed.