Tredie Sang om Sigurd Fåvnesbane eller den korte Sang om Sigurd

(Oldnordiske Gudesange
Den ældre Edda
Oversat af H. G. Møller
Udgivet 1870)

Gjort tilgængelig af https://heimskringla.no/

Anden afdeling: Heltesange

1. 
Fordum Sigurd 
til Gjuke søgte, – 
den unge Völsung, 
som Ormen vog. 
Tro blev ham lovet 
af tvende Brødre; 
Eder svore 
de stærke Konger. 

2. 
En Mø de bød ham 
og megen Rigdom, 
Gudrun hin unge, 
Datter af Gjuke. 
Mangen Dag 
drak og taled 
den unge Sigurd 
med Gjukes Sönner, 

3. 
indtil de fore 
at fri til Brynhild. 
Sigurd red 
sammen med dem, 
den unge Völsung, 
som Vejene kendte. 
Hans Hustru hun var, 
hvis Skæbnen det vilde. 

4. 
Den sydlandske Helt 
lagde et draget Sværd, 
med Runer mærket, 
mellem dem begge. 
Ej han kyssed 
den fagre Kvinde. 
Ej tog Ædlingen 
Møen i Arm. 
Den væne for Gjukes 
Sön han vogted. 

5. 
Ej hun vidste 
i ondt sig skyldig; 
ved ingen Brøde 
hun Skæbnen æsked; 
ej Skændsel der var 
eller tyktes at være, 
men strenge Norner 
for Skæbnen råded. 

6. 
Ene sad hun ude 
ved aftentide, 
og brat hun Ordet 
ud mon tale: 
“Sigurd den unge, 
herlige Ædling, 
ham vil jeg favne 
eller hungre ihjel. 

7. 
Et Ord jeg mælte; 
Anger mig griber; 
Gudrun er hans Hustru, 
og jeg er Gunnars. 
Lede Norner 
bød os længe at lide” 

8. 
Ofte går hun ud 
fyldt med ondt, 
med Is og Jökler, 
hver en Aften, 
når Sigurd og Gudrun 
gå til Senge, 
når sin Hustru Sigurd, 
den hunske Konge, 
i Lagnet svøber, 
til Elskov længes. 

9. 
“Ej fik jeg min Vilje, 
ej Manden, jeg elsker. 
Min Glæde jeg søger 
i grumme Tanker.” 

10. 
Af slig Harm 
til Drab hun hidses: 
“Du skal, Gunnar! 
ganske glemme 
alt mit Land 
og mig selv tillige. 
Ej kan jeg leve 
og med Ædlingen glædes. 

11. 
Atter jeg går 
til mit gamle Hjem; 
til mine Slægtninge 
vil jeg søge. 
Der vil jeg sidde 
og stedse sove, 
hvis du ej Sigurds 
Bane volder 
og selv bliver ypperst 
blandt Konger alle. 

12. 
Lad Sönnen fare 
sammen med Faderen. 
Ej skal den unge 
Ulv man føde. 
For hvilken Mand 
monne Hævnen være 
lettere at sone, 
når Sönnen lever?” 

13. 
Vred blev Gunnar 
og sænked sit Hoved; 
hele Dagen han sad 
mørk i Sinde. 
Rådvild var han; 
ej han vidste, 
hvad der sömmed 
sig at göre, 
hvad der blev nu 
bedst at göre, 
da han vidste, 
at han Völsungen misted, 
og at han Sigurd 
hårdt vilde savne. 

14. 
Længe i Tvivl 
han sad og tænkte; 
Ej det var 
en ønskelig Færd, 
at Kvinder forlod 
deres Kongerige. 
Om Råd han bad 
sin Broder Högne; 
i ham en fuldtro 
Ven han havde. 

15. 
“Brynhild ene 
er mig ypperst af alle, 
Budles Datter, 
den bedste blandt Kvinder. 
För jeg lade 
vil mit Liv 
end jeg Kvindens 
Skatte vil øde. 

16. 
Med Svig vil vi rane 
Fyrstens Rigdom. 
Godt er det at råde 
for Rhinens Malm, 
at leve i Glæde 
og Gods at eje, 
at sidde i Ro 
og være sæl.” 

17. 
Gav da Högne 
ham til Gensvar: 
“Ej det sömmer sig os 
sligt at göre, 
med Sværd at bryde 
svorne Eder, 
svorne Eder 
og givne Ord. 

18. 
Ej leve over Mulde 
lykkeligere Mænd, 
sålænge vi fire 
for Forket råde, 
og han, den hunske 
Hærfyrste, lever; 
ej er der större 
Slægt på Jorden. 

19. 
Kan vel vi fostre 
vore Sönner fem, 
da kan end vi øge 
den ædle Æt. 
Vel jeg ved, 
hvad der volder alt; 
forvist er det Brynhilds 
vilde Klage!”

Gunnar. 
20. 
“Guthorm vil vi 
Til Gerningen drive, 
vor yngre Broder; 
ej vis han er. 
Ej har han Del i 
de svorne Eder, 
de svorne Eder 
og givne Ord.” 

21. 
Let var det at ægge 
den vilde Yngling; 
Sværdet stod 
i Sigurds Hjerte. 

22. 
Helten i Salen 
hævne sig vilde; 
Våbnet han kasted 
efter den vilde Yngling. 
Fra Kongens Hånd 
flöj med Kraft 
Grams blinkende Jern 
ind i Guthorms Side. 

23. 
Fjenden i tvende 
Stykker faldt. 
Hænderne gik én Vej 
og med dem Hovdet; 
Føddernes Del 
baglæns faldt. 

24. 
Gudrun sov 
i sin Seng 
uden Sorg 
ved Sigurds Side. 
Gudrun vågned 
glædeberøvet, 
da hun svømmed 
i Sigurds Blod. 

25. 
Så svart hun slog 
sine Hænder sammen, 
at den stærke Helt 
sig i Sengen rejste: 
“Ej må du, Gudrun! 
græde så vildt, 
du unge Brud! 
Dine Brødre leve. 

26. 
Endnu er 
for ung min Arving; 
ej kan han fjærnes 
af Fjendegård; 
men dem selv 
til Sorg og Skam 
vorder de Råd, 
som nys de råded. 

27. 
Om end syv du føder, 
skal med dem ej siden 
til Thinge en sådan 
Søstersön ride. 
Fuldtvel jeg ved, 
hvordan det går; 
Brynhild ene 
alt ondt har voldet. 

28. 
Møen mig elsked 
fremfor alle Mænd, 
men ej mod Gunnar 
jeg Uret gjorde. 
Jeg vogted Slægtningers Ret 
og svorne Eder. 
Med Uret blev jeg kaldet 
hans Kvindes Ven.” 

29. 
Kvinden dåned; 
Kongen døde. 
så svart i Sorg 
sine Hænder hun Slog, 
så Bægrene klang 
i Hallens Krog, 
og Gæssene skreg 
dertil fra Gården. 

30. 
Da lo Brynhild, 
Budles Datter; 
engang lo hun 
af al sin Hu, 
da hun til sit Leje 
hørte lyde 
Gjukes Datters 
gjaldende Gråd. 

31. 
Da sagde Gunnar, 
Fyrsternes Drot: 
“Ej du ler 
lystig i Hal, 
fordi Held dig varsles, 
hævnlystne Kvinde! 
Hvorfor svinder 
din skære Farve? 
Du Rædslers Volder! 
Til Død er du viet. 

32. 
Du var fremfor alle 
Kvinder værdig 
til at vi sloge 
Atle for dine Öjne, 
så du så din Broders 
rindende Sår 
og kunde forbinde 
de blødende Vunder.”

Brynhild. 
33. 
“Dit Mod laster ingen, 
du har myrdet nok, 
men lidet Atle 
din Trudsel agter, 
Han skal leve 
længst af jer begge 
og altid være 
stærkest af eder. 

34. 
Jeg siger dig, Gunnar! 
og selv du det ved, 
hvordan fra först 
I ondt har voldet. 
Ung jeg var 
og uden Kummer; 
rig på Gods, 
i min Broders Gård. 

35. 
Ej jeg vilde, 
at Mand mig ejed, 
för I Gjukunger 
red i Gårde. 
Trende Konger 
på Traverne sad; 
gid aldrig did 
de dragne Vare. 

36. 
Til mig ene 
Atle sagde, 
at aldrig Skattene 
skifte han Vilde, 
hverken Guld eller Gods 
når ej jeg mig gifted, 
ingen Del 
af mit arvede Gods, 
som han i min Ungdom 
gav mig at eje, 
som han i min Ungdom 
af Skatten mig yded. 

37. 
Uvis forsand 
i Sind jeg Var, 
om på Val jeg skulde fælde 
Kæmpernes Flok, 
vældig i Brynje 
for min Broders Skyld. 
Det blev da vel 
bekendt i Verden, 
mangen mand 
til megen Kummer. 

38. 
Sådan blev vor 
Fred da sluttet. 
Bedre mig tyktes 
Rigdom at tage 
og Sigurds Söns 
røde Ringe. 
Ej anden Mands 
Skatte jeg ønsked. 

39. 
Min Kærlighed gav jeg 
til Folkets Konge, 
som guldsmykt sad 
på Granes Hove; 
ej var han eder 
lig af Öjne, 
og ej af Legem 
han jer ligned. 
Dog tykkes I, 
at I Konger ere. 

40. 
Én jeg elsked 
og ingen anden; 
ej havde Valkyrjen 
vekslende Sind. 
Alt det skal siden 
Atle fornemme, 
når han snart 
min Helfart spörger. 

41. 
Ej skal Hustru, 
letsindig i Hu. 
leve med en andens 
Mand sit Liv. 
Da får jeg Hævn 
for al min Harm.” 

42. 
Op stod Gunnar, 
Hirdens Hövding; 
om Hustruens Hals 
sine Hænder han lagde. 
Alle de sögte 
og hver og en 
med venlig Hu 
hendes Vilje at böje. 

43. 
Fra Hals hun vristed 
hver, som hende bad; 
ej lod hun sig lokke 
fra den lange Rejse. – 
Om Råd han bad, 
sin Broder Högne; 
i ham en fuldtro 
Ven han havde. 

44. 
“Alle vore Mænd, 
både mine og dine, 
skal i Salen gå 
– stor er Trangen -, 
om de kan hindre 
min Hustrus Helfart, 
til med Tiden 
Tøven kommer. 
For hvad der skal ske 
må da Skæbnen råde.” 

45. 
Högne gav 
sådant Gensvar: 
“Ingen hende råde 
fra den lange Rejse, 
og gid hun aldrig 
atter må fødes! 
Til Mén hun fødtes 
af Moders Skød, 
skabt for altid 
ondt at stifte 
og Sorg hel mangen 
Mand at volde.” 

46. 
Tungsindig Gunnar 
Talen stansed, 
gik did, hvor Brynhild 
Skattene delte. 
Hun så om al sin 
Ejendom samlet 
griske Trælkvinder, 
Salens Terner. 

47. 
Guldbrynjen drog hun på 
– på godt hun ej tænkte -, 
för hun i Sværdets 
Egge sig styrted. 
Ned til Siden 
sank hun på Bolstret. 
Såret af Sværdet 
slige Ord hun sagde: 

48. 
“Går nu med mig, 
alle, som Guld 
og mindre Gaver 
af mig vil tage! 
Hver jeg giver 
et gyldent Halsbånd, 
Broderi og Lagen 
og lyse Klæder.” 

49. 
Alle tav. 
på Råd de tænkte. 
Alle tilsammen 
svared sålunde: 
“Skönt efter Gods vi længes, 
vil vort Liv vi beholde. 
For Terner det sig sömmer 
sig anstændig at te.” 

50. 
Endelig sagde 
den unge, linklædte 
Kvinde de Ord, 
hun i Tanken ejed: 
“Ej vil jeg, at Manden 
uvillig og nødig 
for min Skyld 
sit Liv skal miste. 

51. 
På eders Ben 
skal engang brænde 
mindre Rigdom 
og Menjes Mel; 
når Helvej I gå 
for mig at gæste. 

52. 
Sæt dig, Gunnar! 
Jeg dig siger, 
at ej længe lever 
din lyse Brud, 
Med jert Skib det dog ej 
på Havet er ude, 
om jeg end lader 
nu mit Liv. 

53. 
Gudrun vil forsones 
snarere, end du tror. 
Den berömte Kvinde 
skal hos Kongen 
have tunge Minder 
efter Mandens Død. 

54. 
Der fødes en Mø, 
født af sin Moder; 
Svanhild vorder 
hvidere endnu 
end den skære Dag 
end Solens Stråle. 

55. 
Gudrun vil en ædel 
Kæmpe du give; 
Men skal hun volde 
hel mange Mænd. 
Ej vil hun gerne 
med Helten gjftes; 
Atle skal have 
hende i Eje, 
Budles Sön, 
min egen Broder. 

56. 
Vel jeg mindes, 
hvor meget jeg led, 
da I mig sveg 
med Svig så såre; 
Lykkeberøvet 
var jeg i Livet. 

57. 
Oddrun ønske 
du vil at eje, 
men Atle sit Minde 
ej vil give. 
I lön skal Elskov 
I dog øve; 
hun skal dig elske, 
som selv jeg det skulde, 
om gunstig Skæbne 
os var givet. 

58. 
Ondt vil Atle 
mod dig øve, 
lukke dig inde 
i Ormegård. 

59. 
Ej skal lange 
Tider lide, 
för Atle sover 
Dødens Søvn; 
Lykken han mister 
og hans Sönner Livet. 
Gram er ham den, 
som deler hans Leje; 
Gudrun svinger 
det skarpe Sværd. 

60. 
Det sömmed sig bedre 
vor Søster Gudrun 
sin förste Mand 
i Døden at følge, 
om gode Mænd 
gav hende Råd, 
og Sind hun ejed 
som en af os. 

61. 
Langsomt mæler jeg nu: 
ej hun miste 
skal sit Liv 
for Slægtninges Skyld. 
Höje Bølger 
skal hende hæve 
did, hvor Jonakr 
Landet ejer. 

62. 
Der avler hun Börn, 
Arvetagere, 
Arvetagere, 
Jonakrs sönner. 
Svanhild hun bort 
af Landet sender, 
hendes og Sigurds 
skönne Datter . 

63. 
Bikkes Råd 
monne hende bide; 
Jammer vil hende 
Jörmunrek volde. 
Da er uddød 
Sigurds Æt; 
da kan Gudrun 
end mere græde. 

64. 
En Bön 
vil jeg dig bede; 
det være min sidste 
Bön i Verden: 
Lad slig en Borg 
på Sletten bredes, 
at der er lige 
langt mellem alle 
os, som med Sigurd 
i Døden segned. 

65. 
Tjæld så den Borg 
med Tæpper og Skjolde, 
med prægtigt Lagen 
og mange Lig; 
ved min Side den hunske 
Helt I brænde. 

66. 
Brænd ved den ædles 
anden Side 
mine prude Svende; 
pryd dem med Kæder. 
Læg to ved vort Hoved 
og tvende Høge. 
Så er alt 
tilbørligt ordnet. 

67. 
Mellem os skal end ligge 
det ringprydede Malm, 
det hvasse Jern, 
just som det lå, 
da i én Seng 
vi begge steg, 
og da vi nævntes 
Ægtefæller, 

68. 
Valhals prægtige 
guldstrålende porte 
skal ej lukkes med Klang 
bag Kongens Hæl, 
når mine Folk 
følge ham heden, 
Ej skal vi fare 
med fattigt Følge. 

69. 
Thi fem Trælkvinder 
skal med ham fare, 
otte Tjenere 
af ædel Byrd, 
alt mit Tyende 
og min fædrene Arv, 
som Budle gav 
sit Barn i Eje, 

70. 
Meget har jeg talt; 
mere vilde jeg tale, 
hvis Sværdet gav mig mere 
Tid til at mæle. 
Min Stemme svigter; 
Sårene svulme. 
Sandt har jeg talet. 
Nu er det sluttet.”



Noter:

8. Is og Jökler betegner det vilde i hendes Sind. 
16. Rhinens Malm, dvs.: Guldet. 
22. Gram er Sværdets Navn. 
37. Hun vidste ikke, om hun atter skulde blive Valkyrje eller gifte sig. – Det blev da vel bekendt, dvs.: hendes Valg. 
48. Går med mig – nemlig i Døden. 
51. Menjes Mel, dvs.: Guld. 
52. Det er ej ude med jert Skib, dvs.: I kan endnu have Lykke.

Comments are closed.