Men til hvad? Jeg har ingen forventninger i forvejen, jeg lytter til omgivelserne, puslen i skovbunden, tramp fra nogle af de lidt større dyr. Jeg bliver siddende lige så stille, og holder en dyb og rytmisk vejrtrækning.
I begyndelsen skulle jeg koncentrere mig om det, men ikke mere, min krop kender det og gør det af sig selv.
Tanker der har lyst får lov til at komme, jeg tænker ikke meget over dem mens jeg har dem. Jeg observerer dem kan man vel sige, betragter dem. Nogle bliver kun i hovedet i et glimt, andre i minutter eller længere.
Nogle gange ser jeg Guderne i tankerejsen, andre gange blot én af dem. Odin har jeg god kontakt med ved udesidning, bedre end ved blót, andre gange er det Bjørnen, min fylgje, “min” Bjørn som “kommer på besøg”. Nogle gange med et budskab til mig, andre gange bare for at se på mig og gå igen.
Nogle gange har jeg prøvet at skovens dyr er kommet helt hen til mig. Nogle gange så nært at de har snuset til mig for at forsvinde lige så stille igen. Det er en ekstremt berigende oplevelse.