Asatro og COVID-19
COVID-19, også kendt som corona-virus, har også haft- og har stadig indflydelse på Asatro og ikke mindst måderne man dyrker sine Guder på. Vi beskriver hvordan COVID-19 påvirker Asatroen, og vi kommer med info om hvordan man kan forholde sig fornuftigt til smitten som Asatroende.
Det blev muligt at blóte på trods af COVID-19
Da forsamlingsforbudet i foråret var på maks. 10 personer, var det kun muligt for mindre blótlaug at blóte sammen. Efterhånden blev der lempet på antallet man måtte forsamles, og det blev muligt for alle blótlaug at blóte sammen igen. Hvis man altså ønskede det.
I Asatro Samling fravalgte vi at afholde Sommersolhvervsblótet for 2020, simpelthen ud fra et forsigtighedsprincip. Der var fortsat megen usikkerhed, og forskellige udmeldinger fra myndighederne som hele tiden ændrede sig. Derfor vurderede vi at det var bedst at gå med seler og livrem, og undlade at afholde blótet. Når der afholdes blót i Asatro Samling er det ikke ualmindeligt at vi samles 20-35 børn og voksne for at blóte sammen. Antallet for mulige forsamlede var blevet øget til 50, da vi i juni meldte ud at der ikke blev et Sommersomhvervsblót.
Kornmodsblót hos fam. Rimhøj i august
Hen over sommeren var smittetallet efterhånden tilpas lavt til at det vurderedes at et blót var muligt. Selvfølgelig under forudsætning af at sundhedsmyndighedernes retningslinjer blev overholdt.
Familien Rimhøj inviterede derfor alle i Asatro Samling til et privat afholdt Kornmodsblót, som blev holdt første gang i august 2019. Til Kornmodsblótet d. 15. august 2020 samledes derfor ca. 18 trosfæller hos familien Rimhøj. Dagen bød på et godt og stærkt blót, mange nye bekendtskaber og en masse hyggelig stemningsfyldt samvær med hinanden. De retningslinjer vi på den baggrund anbefaler andre Asatro at følge er beskrevet i det følgende afsnit.
Retningslinjer vi anbefaler, og deres praksis
Selvfølgelig anbefaler vi at man til enhver tid følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger for at mindske smittespredning.
Vask ofte hænder eller brug håndsprit
Det er normalt ikke muligt når man blóter udendørs at vaske sine hænder hyppigt. Tilgengæld er det en god ide at bruge håndsprit, og hellere en gang for meget end en gang for lidt. Ved Kornmodsblótet stillede vi 1 liter håndsprit til rådighed til fri afbenyttelse. På den måde sikrede vi os i forhold til hvis nogen skulle have glemt at få det med i tasken. Ud over det havde vi mulighed for at tilbyde brug af toilet og håndvask i huset.
Host eller nys i dit ærme
Det var folk rigtig gode til, og opmærksomme på. Vi anbefaler alligevel at man minder blótdeltagere om det hvis man vælger at afholde blót. Så står det i frisk erindring og det er altid godt.
Undgå håndtryk, kindkys og kram
Det var en mærkelig oplevelse ikke at kunne give det håndtryk man plejer, eller det varme kram til en Frænde eller Frænke. Normalt plejer vi også i slutningen af et blót at tage hinanden i hænderne i cirklen, og bare være, i nogle minutter. Det er en god måde at mærke energien i cirklen på, og mærke dem man er i blandt. Men heller ikke det kunne vi. På den måde følte nogle af os at der “manglede noget”. Det ligger simpelthen så dybt i vores naturlige væremåde at dets fravær kunne mærkes.
Alligevel anbefaler vi at undgå enhver form for fysisk kontakt med hinanden. Det er super vigtigt for at undgå smittespredning.
Risikoen for kontaktsmitte er størst fra overflader, som andre rører ved
Af samme grund havde vi forud for Kornmodsblótet gjort opmærksom på at drikkehornet ikke ville gå rundt i cirklen. Det gør det ellers normalt, fra den ene til den anden. Men det går slet ikke med risikoen for kontaktsmitte i baghovedet. Derfor opfordrede vi til at man selv medbragte eget drikkehorn eller kop/krus. Mjøden som blev brugt ved blótet blev skænket til hver enkelt deltager, og vi anbefaler at kun én person står for skænkningen.
Der blev brugt blæsehorn ved påkaldelsen af Guder ved blótet, og ligeledes ved blótets afslutning hvor Guderne takkes for deres tilstedeværelse ved blótet. Det kan ikke anbefales at andre end Goden anvender blæsehornet, da også dette er forbundet med risiko for kontaktsmitte.
Hold afstand – og bed andre tage hensyn
At holde mindst 1 meters afstand til hinanden var også noget der blev udbedt sig inden blótet. Erfaringen er at de fleste var gode til det, og at det enkelte gange godt kunne glemmes af nogle få. Det ser vi på ingen måde som noget der har været af ond vilje, det er bare så uvant i vores kultur at skulle holde afstand. Gør det alligevel, og vær absolut ikke bange for at bede andre om at tage hensyn. Det er helt ok at gøre.
Blótmåltid
I mange blótlaug derude er det almindeligt at man spiser et blótmåltid sammen efter et blót. Oftest arrangeres der et samskudsgilde hvor hver deltager medbringer sin del til måltidet, og andre gange er det måske en buffet som stables på benene.
I disse corona-tider er ovenstående en rigtig dårlig ide, og bestemt noget der bør frarådes med tanke på hindring af smittespredning.
I stedet anbefaler vi at man medbringer sin egen mad til blótmåltidet, for på den måde alligevel at kunne spise sammen (med afstand). Her er det vigtigt at huske på ikke at dele eventuelle redskaber.
Delte meninger
Det er ingen hemmelighed at der i vores samfund er delte meninger i befolkningen om, hvorledes det er bedst at forholde sig til COVID-19.
Nogle tager ikke situationen alvorligt, og andre igen er ligeglade fordi de ikke anser sig selv for at være særligt udsatte for risiko.
Hårdt sagt, dog ganske sandfærdigt, så er disse mennesker åbenbart ligeglade med deres medmenneskers liv og levned, bare de selv føler at de har deres på det tørre! Man ønsker at leve sit liv som man vil, velvidende at det kan betyde afslutningen af andres.
Lad det være slået fast med syvtommer søm. Den holdning er ikke kompatibel med blóthandlinger i Asatro Samling, og deltagelse ved samme. Husk på at der er Asatroende i alle samfundslag. Asatroende er vidt forskellige mennesker. Nogle er sunde, raske og stærke. Andre slås psykisk eller fysisk med deres egen krop og nogle er i særlig risiko hvis de smittes med COVID-19. Lad os stå sammen som trosfæller, og udvise det rette sindelag så vi ikke smittes af hinanden.
Husk på hvad Odin siger i Den Højes Tale a.k.a. Havamál:
Halt rider på Hest,
énarmet driver Hjord,
døv er dygtig i Kamp.
Blind har det bedre
end den, som er brændt.
Et Lig er til liden Nytte.
År og Fred
Bjørn Ravn Rimhøj
[print_link]