Spring til indhold
Hjem » Om Asatro » Hvad betyder dit farvel til folkekirken?

Hvad betyder dit farvel til folkekirken?

Kirke

Hvilke konsekvenser har det hvis man vælger en udmeldelse af folkekirken? Hvilke rettigheder har man og hvordan er man egentlig stillet?
Det er spørgsmål som jævnligt dukker op i tankerne hos Asatroende, som endnu ikke har meldt sig ud af folkekirken. Det vil jeg gerne give nogle svar på i denne artikel. Formålet er at tilbyde svar på nogle af de svære spørgsmål, som kan være afgørende for om man vælger at beholde sit medlemskab af folkekirken. Eller om man vælger udmeldelse.

Jeg vil ikke anbefale hverken udmeldelse eller at bevare sit medlemskab. Det er en meget personlig beslutning som bør være din. Det eneste jeg vil anbefale er, at du også tager en snak med dine kære, som jo senere vil blive dine efterladte. Derfor mener jeg at det er naturligt også at vende emnet om udmeldelse med dem.

Hvordan ændrer dine rettigheder sig, hvis du melder dig ud?

Efter udmeldelse af folkekirken har du ikke længere ret til kirkelige handlinger.
Det betyder at du heller ikke længere har ret til en kirkelig vielse. Dog med det forbehold, at hvis dit livs udkårne er medlem af folkekirken, så kan i godt få en kirkelig vielse.
Hvis du har børn under 15 år vil du ikke kunne få dem konfirmeret i kirken. Til gengæld er der intet i vejen for at dit barn i stedet kan Ynglingeindvies i Asatroen.
Er barnet fyldt 15 år ved din/jeres udmeldelse kan barnet selv træffe beslutning om, hvorvidt barnet fortsat ønsker at være medlem af folkekirken.

Kan jeg stadig stå fadder eller være gudmor/gudfar?

Selv om du ikke er medlem af folkekirken, og fx. er Asatro eller noget andet, så kan du stadig stå fadder eller være henholdsvis gudmor eller gudfar. Den eneste forudsætning for dette er, at du er kristent døbt. Din udmeldelse har ingen anden betydning i den henseende. Før man som Asatro siger ja til at stå fadder til et barn, bør man være opmærksom. Man afgiver et løfte om at barnet vokser op i den kristne tro. Ved du at du ikke kan holde dette løfte, er der ikke megen mening i at afgive det.
Du kan stadig lade dit barn døbe i den kristne tro, selv om at du har valgt udmeldelse af folkekirken.

Kan vi blive viet, hvis ingen af os er medlem af folkekirken?

Har i valgt udmeldelse af folkekirken kan i godt blive viet alligevel. Der er fire måder at blive det på som Asatro, med det forbehold at det kun er de tre som er juridisk gyldige.

  • Man kan vælge at blive håndfæstet, som det kaldes i Asatroen, af en Gode (mandlig forretter) eller Gydje (kvindelig forretter), uden at dette er juridisk bindende. Det foregår ved at man indgår en aftale med en forretter om tid, sted, og ritualets udformning.
  • Man kan vælge ovenstående, og kombinere det med et besøg på rådhuset hvor man modtager en juridisk gyldig borgerlig vielse. De to kan sagtens kombineres.
  • Der er også den mulighed at man benytter sig af Forn Sidr, som er et anerkendt Asatro trossamfund i Danmark. Det er en forudsætning at mindst den ene af jer har været medlem i et halvt år forinden. Det er også en forudsætning at man opfylder de betingelser som er opført i Forn Sidrs vedtægter.
  • Slutteligt skal det nævnes at man også kan vies juridisk gyldigt i Harreskovens Blótgilde, der ligesom Forn Sidr er et anerkendt trossamfund (tidligere en frimenighed under Forn Sidr).

Er Forn Sidr det eneste Asatro trossamfund som kan vie juridisk gyldigt?

Nej, det samme kan, som nævnt, Harreskovens Blótgilde, som er et anerkendt trossamfund (tidligere en frimenighed under Forn Sidr). I Asatro Samling arbejder vi på et nyt Asatro trossamfund som er bygget op på en anden måde, og ud fra et andet værdisæt. Det er ambitionen at blive anerkendt som trossamfund, og opnå de rettigheder som følger med denne anerkendelse. Der i blandt at kunne forrette juridisk gyldige vielser for det nye trossamfunds medlemmer. Det har vi en klar forventning om at lykkes med. Til den tid vil der da ialt være fire steder hvor man som Asatro kan vies juridisk gyldigt.

Kan jeg blive begravet på en kirkegård som udmeldt?

Ja det kan du godt, du vil dog skulle betale for det. Det vil samtidig være dyrere end hvis du ikke havde valgt udmeldelse af folkekirken.
Pris kan der desværre ikke sættes noget helt præcist tal på. Det er mere kompliceret end som så, og veksler fra kommune til kommune. Priser på gravsteder er meget forskellige, og beror på forskellige faktorer.
Er det et kiste- eller et urnegravsted der ønskes. Hvor stort er gravstedet. Hvilke servitutter (regler og bestemmelser) er der for gravstedet. Servitutter kan fx. være om der er hæk, græs- eller stenkant. Eksempelvis har Odense kommune 5 kommunale kirkegårde. Alene fordelt på disse 5, i denne ene kommune, er der 42 servitutter. (kilde)

Servitutterne udgør de faktorer som beskriver gravstedet, og som prisen beregnes ud fra. Derfor er det ikke muligt at sætte præcise tal på. Det man kan gøre er, at henvende sig til kirkekontoret der hvor man evt. gerne vil begraves. Man kan aftale et møde og der kan aftales nærmere.

Hvis du ikke er medlem af folkekirken når du dør

Hvis du ikke er medlem af folkekirken når du dør, så opfattes det som at du ikke ønsker en kirkelig begravelse. Det betyder samtidig også at det vil være dine efterladte som skal stå for højtideligheden omkring din bisættelse, eller begravelse. Du vil ikke have ret til en kirkelig begravelse. Præsten har heller ingen pligt til at forestå denne for dig. Du vil stadig kunne blive begravet fra et kapel.

Hvilke andre muligheder for begravelse findes der?

Gravplads
Skovbegravelse
Askespredning
Privat urnenedsættelse

Hedensk gravplads

På Assistens Kirkegård i Odense ligger Forn Sidrs gravplads. Gravpladsen er eksklusivt forbeholdt medlemmer af Forn Sidr og deres pårørende. Gravpladsen er omgivet af en flisekant, som markerer denne i forhold til resten af kirkegården.
Forn Sidr skriver at der er mulighed for kistebegravelse, men at gravpladsen er udformet så der er mulighed for urnebegravelser.
Pris kan oplyses af Forn Sidr.
Vær opmærksom på, at hvis du ønsker at blive begravet der, så skal du først have Forn Sidrs bestyrelses accept. Det fremgår ikke af Forn Sidrs hjemmeside, eller øvrige materiale, hvordan denne procedure forløber. Hvis Forn Sidr skal skaffe en Gode eller Gydje til bisættelse, begravelse, urnenedsættelse eller askespredning, så sker dette mod betaling, jvf. Forn Sidrs “Min sidste vilje” dokument.

Skovbegravelse

En anden mulighed er, at du vælger skovbegravelse. Valget af skovbegravelse er et udmærket alternativ hvis du ønsker at undgå at blive sted til hvile på en kirkegård. Jorden er ikke kirkeligt indviet, og derfor er skovbegravelse for alle uanset trosretning.

Indtil videre er der oprettet to skovbegravelsespladser i Danmark, og flere er på vej. Skovbegravelsesplads Kohaveskoven (Odense), og skovgravpladsen i Stensballegaard Skov (Horsens).
Udover disse er der flere andre steder som er i gang med at søge om at etablere skovbegravelsespladser. De byer som dette omhandler er RandersHadsundLejre,
NæstvedFrederikssund
Svendborg, og Vordingborg. Desuden er der også kommende muligheder for skovbegravelse i Fredericia og Trekantområdet.

Hos Stensballegaard Skov kan der købes et urneskovgravsted i form af en enkelt plads, en dobbelt plads, et fler-familietræ eller et familietræ. Man kan også forhåndsreservere til anvendelse i fremtiden. For at læse mere om hvordan dette foregår kan man læse her.
Træer og priser kan der læses mere om her. Ved børnebegravelse er der mulighed for plantning af træer.
En reservation er gældende i 10 år og kan forlænges mod et gebyr som dækker administration.
Man bør være opmærksom på at der kun er mulighed for urnebegravelser ved denne begravelsestype.

Hvordan det hele fungerer kan der læses meget mere om på Skovbegravelse.nu

Askespredning til søs

Det er en mulighed at afdødes aske spredes over havet, på fjorden eller i en større bugt. Transporten af urnen indeholdende asken skal foregå sømmeligt. Hertil er der skibe og både som har specialiseret sig i askespredning til søs, men det er også en mulighed at det foregår fra en privat båd. Tillige med at det skal foregå sømmeligt, må det ikke vække opsigt, og urnen må ikke nedsænkes i havet. Asken skal spredes over vandet.

Afdøde skal i en “Min sidste vilje”- eller tro og love erklæring, have tilkendegivet ønske om askespredning. Foreligger der ikke et sådan dokument efter afdøde, kan der anmodes om dispensation til askespredning. Det er et krav at det uden tvivl var afdødes sidste ønske, samt at ingen i nærmeste familie modsætter sig det ceremonielle ritual.

Det er et krav at askespredningen finder sted mindst 200 meter fra land.

Der kan læses mere om askespredning på Kirkeministeriets hjemmeside her.

Privat urne nedsættelse

En mulighed er også at man kan blive begravet ved urnenedsættelse på privat grund.
Det kræver først og fremmest at man ansøger Stiftsøvrigheden om tilladelse. Ansøgningen skal sendes til det stift hvor den private grund ligger.

Ved ansøgning skal der fremgå navn og CPR-nummer på den person, hvis urne ønskes nedsat på den private grund. Oplysninger om matrikelnummer og adresse for den ejendom hvor urnen ønskes nedsat. Det er en fordel at sende et kortbilag med, hvor det præcise sted urnen ønskes nedsat er markeret.

Udover nævnte tilladelse er der også nogle krav som skal være overholdt.

  • Grunden hvor urnen ønskes nedsat skal være på mindst 5000 kvadratmeter.
  • Stedet på grunden, hvor urnen nedsættes, må ikke have udseende af en begravelsesplads. Derfor må den ikke være markeret, hverken med sten, mindesmærke eller på anden vis markeret.
  • Materialet som urnen består af skal være opløseligt i vand. Fx. støbt papirmasse eller pap.
  • Urnen skal graves mindst 1 meter ned.
  • Der skal tinglyses en deklaration på ejendommen, som siger at den til enhver tid værende ejer forpligter sig fra at grave så dybt på stedet, at urnen berøres. Denne forpligtelse gælder i 10 år.

Kilde

Hvad betaler jeg ikke længere til, når jeg ikke betaler kirkeskat?

Jvf. Johannes Nissen, der er lektor i praktisk teologi Aarhus Universitet, så melder man sig ikke bare ud af folkekirken, man melder sig også ud af et kristent kulturfællesskab. (kilde)

Jvf. folkekirken.dk, som drives af Kirkeministeriet, er du ikke længere med til at sikre, at der hver søndag afholdes gudstjeneste i lokale kirker over hele landet. Du bidrager heller ikke længere til at kirken kan tilbyde sin kerneydelser. Disse er dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Du bidrager ikke længere til at folkekirken kan udføre socialt arbejde. Det sociale arbejde består i såkaldt omsorgsarbejde i sognet. Det kan være uddeling af julehjælp, sorggrupper eller besøgstjenester med besøg hos ældre og ensomme.

Du bidrager heller ikke længere til det folkekirken kalder et levende kirke- og kulturliv i hele landet. Dette kirke- og kulturliv består af kulturelle og sociale arrangementer. Disse kan fx. være koncerter, foredrag, kor, studiekredse, babysalmesang m.m.

Du bidrager ikke længere til vedligeholdelse af kirker og kirkegårde. Du bidrager altså ikke længere til de danske kirkebygningers vedligeholdelse. Disse bygninger repræsenterer tusind års danmarkshistorie og rummer unikke kunst- og kulturskatte. Ligeledes bidrager du heller ikke længere til bevarelse og vedligeholdelse af lokale kirkegårde og disses gravsteder.

Du bidrager ikke til kristen undervisning

Du vil ikke længere være bidragende til at børn og unge undervises i den kristne tro og kulturarv i kirkeligt regi. Dermed bidrager du ikke længere til dåbsoplæringer og konfirmationsforberedelser. Du er altså ikke længere med til at sikre, at den kristne kulturarv bliver ført videre til de næste generationer.

Du bidrager ikke længere til præsternes løn.

Du bidrager heller ikke længere til at folkekirken kan løse opgaven med personregistrering for staten. Her påstås at personregistreringen er en forvaltningsopgave uden religiøst indhold.

“Slutter du dig til et andet trossamfund, så ophører dit medlemskab af folkekirken. Det sker dog ikke automatisk. Du skal selv melde dig ud.”
Folkekirken.dk
Kirkeministeriet

Hvis du vil udmeldes af folkekirken

Før i tiden var det mere omstændigt at blive udmeldt af folkekirken. Sådan er det ikke i dag. I dag kan det gøres online hjemmefra.

Du kan nemt og bekvemt melde dig ud af folkekirken via dette link.

Nyttige links

Asatro Samling (Asatro Samling på Facebook)
Blotgilde.dk (Hareskov Blótgildes hjemmeside)
Folkekirken.dk (drives af Kirkeministeriet)
Fornsidr.dk (Forn Sidr Asa- og Vanetrosamfundet i Danmarks hjemmeside)
Km.dk (Kirkeministeriets hjemmeside)
Livogdoed.dk (Landsforeningen Liv&Døds side om skovbegravelse)
Samvirke.dk (Samvirkes artikel om begravelse hjemme)
Skovbegravelse.nu (Skovbegravelse ApS’ hjemmeside)

År og Fred

Bjørn Ravn Rimhøj

[print_link]