Spring til indhold
Hjem » Om Facebook-gruppen » Retningslinjer

Retningslinjer

Retningslinjer

I Asatro Samling er Asatroen og den gode tone i højsædet. AS’ primære formål er at fremme en frugtbar Asatro. For at opnå dette har vi nogle grupperegler, og forventninger til god opførsel. Her følger en overskuelig forklaring på hvad der menes.

Forventninger til god opførsel

Åbenhed, tolerance og gensidig respekt er Asatro Samlings grundværdier, og vi forventer at de udleves sådan som det er praksis for 99,99% af gruppens medlemmer.

Åbenhed

I AS møder man hinanden med et åbent sind, og man er åben overfor andres trosanskuelser, men også åben overfor at debattere emner frem og tilbage. Også selv om man ikke nødvendigvis er enige.

I forhold til åbenhed er tillid en vigtig faktor, og derfor tillades det ikke at der deles opslag/indlæg fra AS andre steder. Ligesom hvad der bliver sagt til blót bliver i blótcirklen, og spredes ikke til andre steder, end ikke til AS’ Facebookgruppe.

Tolerance

Man er tolerant overfor hinanden, bl.a. fordi vi alle har forskellige forudsætninger. Nogle er ordblinde eller har andre handicaps, nogle er meget nye, andre er meget vidende osv.

Men uanset forudsætninger er vi alle ligeværdige, og ingen trosanskuelse er mere sand end en andens. Det handler tolerance også om.

Gensidig respekt

Man møder således hinanden i øjenhøjde i AS, og respekterer hinanden, hinandens livssyn, syn på troen, og hinandens holdninger.

Forklaring på Asatro Samlings regler

1: “Skriv ordentligt når du skriver til andre!
En dårlig tone, personangreb, tilsvining eller falske anklager, er ikke velkomne her.”

Den slags er ødelæggende for debatten, og bryder man den gode tone vil man modtage en pb fra adminteamet, og blive bedt om enten at redigere eller slette sit indlæg/opslag. Efterkommes det ikke udelukkes man fra Asatro Samling uden yderligere varsel.

2: “Det er ikke tilladt at dele opslag fra gruppen andre steder, da gruppen er en lukket gruppe.”

Grunden til denne regel er allerede beskrevet i afsnittet om åbenhed længere oppe.

3: “Det er ikke tilladt at håne/nedgøre andre religioner eller trosretninger.”

Der er også Asatroende som har partnere med en anden tro end deres egen, nogle af disse er også medlemmer af Asatro Samling, hensynet hertil er den ene grund til denne regel.
Den anden grund er at vi tager udgangspunkt i, at hvis man vil have respekt for sin egen tro, må man også være parat til at respektere andres.

4: “Det er ikke tilladt at slå politisk motiverede opslag op, og ej heller erhvervsmæssige reklamer.”

Vi er ligeglade med hvor man sætter sit kryds i stemmeboksen og politik er ikke relevant for denne gruppe. Erfaringen viser fra andre steder, at blandes tro og politik er det den perfekte opskrift på mudderkast. Det ønsker vi at undgå.

I forhold til reklamerne har vi trukket stregen ved om man er cvr registreret eller ej. Er man det er det ikke tilladt at reklamere for egen virksomhed eller egne produkter.

Vi tillader salg af privat karakter så længe dette ikke for den enkelte tager overhånd. Adminteamet vurderer hvornår og hvordan det evt. har taget overhånd.

5: “Dit opslag skal være trosrelevant.”

I Asatro Samling drejer det sig om Asatro i et bredt perspektiv, og ikke alt muligt andet uvedkommende. Derfor skal dit opslag indeholde elementer som relaterer til Asatro.

Det er til enhver tid adminteamets afgørelse om et opslag er trosrelevant eller ej, også selv om du ikke nødvendigvis måtte være enig.

6: “Mener du at en anden har gjort sig skyldig i noget strafbart, så er dette et anliggende for ordensmagten, og ikke for Asatro Samling.”

Dette punkt giver sig selv, men er du alligevel i tvivl, så send en privat besked til en af os i adminteamet. Hvem teamet består af fremgår her.

7: “Hadefuld adfærd i Asatro Samling resulterer i direkte udelukkelse fra gruppen.
Dermed menes der at vi ikke accepterer at gruppen bruges til fremføring af nogen som helst former for had.”

Et brud på denne regel bliver afregnet prompte i form af at man ikke længere vil figurere på gruppens medlemsliste. Hadefuld adfærd er det direkte modsatte af gruppens primære formål. Ingen i Asatro Samling skal lægges for had uanset deres seksualitet, politiske ståsted, handicaps, herkomst eller andet lign.

8: “Opslag med kritik og forslag omkring måden Asatro Samling administreres på toleres ikke, da det ikke er trosrelevant indhold.
I stedet henviser vi til at man sender dette til en i administrator teamet, da vi altid arbejder på at gøre Asatro Samling bedre.”

Det er blevet vores erfaring at dette er en nødvendighed for at undgå at ting løber løbsk. Samtidig er det også en måde at beskytte os selv på, da det meget let kan blive personligt for nogen hvis de har følelserne uden på tøjet.

9: “Blokering af et medlem af adminteamet medfører ligeledes udelukkelse fra gruppen.”

Det hindrer vores muligheder for at agere administrativt overfor den enkelte bruger og er derfor uacceptabelt.

10: “Opslag som relaterer til journalistik, studier eller andre medier skal godkendes af adminteamet INDEN opslaget tillades. Dette for at beskytte Asatro Samlings medlemmer.”

Vi ønsker at have hånd i hanke med hvad der bliver slået op af denne type opslag. Medlemmerne i Asatro Samling er generelt meget hjælpsomme, og derfor forlanger vi at evt. spørgsmål er seriøse og gennemtænkte. Samtidig vil vi også gerne kende dagsordenen for hvorfor man vælger at søge viden i Asatro Samling. Vi ønsker ikke at bidrage til artikler eller andet som udstiller Asatroen negativt.

Hvis du er interesseret i at vide hvordan Adminteamet agerer, og måske også få indsigt i hvem vi er, så anbefaler vi at du læser siden “Adminteamet“.